Michael Bo Christensen
- 3. aug. 2022

USAs vildeste roadtrips. Burr Trail.

Mit første roadtrip (i 1976) gik fra nord til syd. Den næste bragte mig tværs over landet. Som de fleste andre turister besøgte jeg kendte og populære steder og jeg fik sat flueben i Grand Canyon, Hollywood og San Francisco. Rejserne fortsatte til spændende storbyer, men det blev naturoplevelser i det sydvestlige USA, der for alvor fik krog i mig. Sidenhen blev mine mange rejser lagt an på naturoplevelser i og uden for de berømte nationalparker. Lidt efter lidt begyndte jeg at opsøge og beskrive relativt ukendte steder, ikke mindst i indianer-reservaterne. Som jeg ofte har skrevet, er jeg tit den eneste turist i områder, hvor der burde have været trængsel. Det var blandt andet denne oplevelse, som fik mig til at skrive USA guiden “Det vilde USA, på roadtrip i nationalparkernes land”. (Turbine 2021)

Waterpocket Fold, hvor Burr Trail starter. Foto NPS.

Forude: Eventyr. Bagude: Støv.

Et andet fokus var roadtripruter, for hvordan binder man turen sammen, så rejsen fra a til b bliver lige så flot som selve destinationen? Det var i denne sammenhæng, at jeg lærte at finde de smukke omveje, som amerikanerne kalder for scenic byways. Sidst, men ikke mindst, fik jeg smag for, at vove mig ud på hullede grusveje, der ofte førte til paradis. I denne første artikel, om vilde roadtrips tager jeg dig med på Burr Trail, en tur de lever op til ovenstående.

Burr Trail, Utah

Burr Trail, der er eftertragtet af hardcore roadtrippere, er opkaldt efter John Atlantic Burr. Hans mellemnavn afslører at han er født på Atlanterhavet. Han fandt passagen da han drev sin kvæg ned mod Lake Powell.

Jeg lavede 2 videoer fra Burr Trail.

Jeg startede turen i den lille by Bluff, der i 1879 blev dannet af mormoner, heriblandt Jens Nielsen fra Lolland. På turen, har jeg som altid en gruppe med, som jeg er guide for. De har booket sig ind via Amerikaguiden.dk og er med mig “på arbejde”. Vi gør et par stop ved Mexican Hat og Gooseneck State Park, inden turen går op ad Moki Dugway, der er på listen over USAs farligste veje. Det lyder en smule farligt, men jeg gør ikke noget, som de fleste forbinder med at være farligt. Jeg anbefaler gerne Moki til alle. Det samme gælder Natural Bridges National Monument og den enorme slot canyon i Leprechaun, som vi kører forbi, men som ikke er genstand for et besøg denne dag. Kort efter kører vi gennem Hite området, hvor landskabet og broen over Coloradofloden klæder hinanden usædvanlig godt.

Foto: Henry Mountains i baggrunden.

Waterpocket Fold, naturens rynke

Kort før Bullfrog, der ligger ved Lake Powell søen, drejer jeg fra ad grusvejen BML 12000. Betegnelsen BML (Bureau of Land Management) er et sikkert tegn på, at man er på vej ud i ødemarken. Her starter Burr Trail officielt. Grusvejen er velholdt er dejlig bred, så jeg holder en god fart på 70 km. Ind i mellem må jeg ned i fart, når jeg kører gennem små bække der går over vejen. På højre side af vejen ligger Henry Mountains, som Paiute-indianerne kalder for "bjerget der aldrig fik et navn". Henry er hvid mand navn forståes. Indianerne navngav kun steder, hvis det gav dem mening. På venstre side ligger kanten af Grand Staircase Escalante National Monument, der er et af Utahs flotteste områder. Midt i mellem, kører jeg i Waterpocket Fold, en såkaldt geologisk rynke, der er 150 km lang. Rynken i jordens overflade skaber et dramatisk landskab og det ser ud som om, at landskabet har været udsat for en gigantisk pløjemaskine.

8 hårnålesving i malerisk landskab.

Burr Trail Switchbacks

Da jeg når Burr Trail Switchbacks, drejer jeg til venstre og begynder opstigningen af de 8 hårnålesving. Her er der hverken asfalt, eller autoværn og ikke alle steder kan to biler komme forbi hinanden. Jeg sidder lidt uroligt på førersædet, som jeg gør når jeg er spændt, hvorimod min sidemakker, der sidder på “shotgun” sædet, kigger ned i gulvet. Han tør ikke andet. Da vi når toppen, vil jeg gerne filme turen fra en anden vinkel, men kun een af mine medrejsende har mod på at tage turen en gang til.

Vel oppe igen begiver jeg mig igang med Burr Trails sidste 55 km, hvoraf halvdelen er grusvej. Turen bringer mig igennem et sandt farvekatalog, for klipperne er særdeles farverige og dekorative. Nogle steder kan man se langt væk, mens man andre steder kører ned i dybe dale. En sådan er Long Canyon, der er kendt for at blive brugt til bilreklamer. Midt på canyonen misser jeg desværre Singing Canyon, hvor lokale musikere ofte øver inde i den 50 m lange sprække i klippen, på grund af kløftens gode lyd. Damm!!

Foto: Long Canyon. Lige inden jeg når den lille flække Boulder, forlader jeg bilen og går lidt rundt i terrænet og fotograferer. Stilheden og den tørre luft i det smukke landskab er fortryllende. På turen har vi mødt 4-5 andre biler og på intet tidspunkt, har vi kørt igennem en by. Oplevelsen af at have haft ruten for os selv, skærper virkelig oplevelsen af eventyr.

Foto: Burr Trail. Matthew Dillon

Alle personbiler kan køre ruten i tørvejr, men regner det, skal man undlade. Fra Boulder er der ikke så langt til Bryce Canyon eller Capitol Reef.

Jeg har planlagt en ny tur til på Burr Trail. Den slutter i Boulder, hvor jeg skal spise på den legendariske gourmetrestaurant Hells Backbone Grill og overnatte på Annie’s Place, der ligger i gåafstand.