Tioga Pass - østindgang
til Yosemite National Park
Californien
Se min video fra Tioga Pass
Er der et trafikmæssigt knudepunkt, der driller manges kør-selv planlægning, så er det Tioga Pass. Passet, der også hedder Tioga Road, er lig med den smukke østindgang til Yosemite National Park.
Problemet består i, at området får megen sne om vinteren og det er derfor umuligt at sige hvornår passet er ryddet og åbent for besøgende. Passet er Californiens højeste, og sneen er derfor typisk flere meter dyb. Selv om man starter snerydningen midt i april, tager det selvsagt lang tid at rydde den 94 km lange strækning.
Når sneen er ryddet venter der typisk træfældning, vejarbejde, skilteudskiftning og andet logistikarbejde.
Tioga Road er normalt åben for køretøjer fra slutningen af maj eller i starten af juni til engang i november, men nogle år lader åbningen vente på sig og et par gange åbnede passet så sent som 1 juli.
I 2023 fik området ekstraordinært meget nedbør (240%) og åbnede først 20 juli.
Ét af Yosemite's fire naturområder
Der er mange gode grunde til at vælge, at køre via Tioga Road, når man skal ud eller ind i Yosemite. For det første er området ét af Yosemite’s fire “must see” områder, for langs ruten er der masser af natur oplevelser. Det tager et par timer at køre strækningen, men man bør sætte tid af til at opleve Olmsted Point, Lembert Dome, Tuolumme Meadows, Tenaya Lake, eller tage en vandretur på et af rutens talrige trails.
For det andet giver østindgangen let adgang til andre seværdigheder i nærområdet fx Bodie Ghost Town og Mono Lake.
For det tredje hænger Tioga rutemæssigt naturligt sammen med et besøg i Death Valley National Park.
Alternativer til Tioga.
Kan man ikke køre over det smukke pas, må man køre syd eller nord om Sierra Nevada bjergene.
Ruten nord om Tioga (se kortet nederst) er den længste omvej, men også den flotteste. Den giver tillige adgang til Bodie Ghost Town, Mono Lake, Mammoth Lakes, Crowley Lake, Devils Postpile National Monument, Alabama Hills samt andre seværdigheder langs Hwy. 395.
Vejen syd om Sierra Nevada er den hurtigste, men det meste af vejen er motorvejskørsel. Vil man have et par tip til naturoplevelser, man kan se på omvejen, er disse mit bedste bud:
Trona Pinnacles der ligger øst for Ridgecrest, rummer 500 unikke pinnacles, der består af forstenet lavastøv, kaldet tuf. Gps: 35°36'52.1"N 117°22’20.0”W. Turen hertil inkluderer lidt kørsel på grusvej, men jeg anbefaler den gerne.
Sydvest for Ridgecrest bør man gøre stop ved Red Rock Canyon State Park i det område der hedder Hagen Trail Gps: 35°20'38.3"N 117°58’16.7”W. Red Rock består af farverige søjleklipper, der nok skal imponere enhver. Gå den lille Hagen Trail på 2,5 km.
Sequoia National Park, hvor man blandt andet kan se verdens største træ, er en god oplevelse.
NB. Er gps koordinater nyt for dig, så kopier dem ind i GoogleMaps, så du kan se hvor stederne ligger.
Hold øje med åbningsdatoen
Nogle år, som fx i 2023, har sneen i Tioga drillet manges ferieplaner. Mange havde booket hotel og lagt planer, der måtte ændres.
Vil man selv holde øje med åbnings datoen på Tioga Pass, så klik her!
Se desuden de historiske åbningsdatoer her!
Se kortene på mine alternative ruteforslag til Tioga Pass, nederst på siden.
Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.
Ruten tager knap 2 timer. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Olmsted Point. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Tenaya Lake. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Half Dome set fra Olmsted Point. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Mono Lake. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Bodie Ghost Town. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Trona Pinnacles. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Red Rock Valley State Park. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Alternativ rute sydvest om Sierra Nevada. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen
Alternativ rute nordvest om Sierra Nevada. Foto: Drivingusa.dk/Michael Bo Christensen