Guide til Indianer Reservater i USA

© Dave Coppedge

Sådan er indianerstammerne fordelt over hele USA.

One upon a time in the west.

De fleste kender sikkert til de amerikanske indianeres historie. Om krige, forfølgelse, tyveri af deres jord, brudte traktater, massakrer og fornedrelse. Disse er særdeles alderstedsnærværende, når man rejser rundt i landet.

 

Deres livsbetingelser idag, deres historie og kultur er vigtige elementer, når man, som turist, skal forsøge at forstå kompleksiteten i indianernes liv. Jeg har forsøgt at indvie læserne i begge. 

USA har over 550 officielt anerkendte stammer og lige så mange ønsker at blive det. Med den officielle anerkendelse er der ud over anerkendelsen i sig selv, også økonomisk støtte og andre rettigheder. 

 

Anvendelse af udtrykket "indiske" opstod iøvrigt da Christopher Columbus, der i sin søgen efter Asien fejlagtigt troede, at han var kommet i Østindien. Udtrykket blev hængende.

Forskerne er ikke entydigt enige i hvorlænge de amerikanske indianere har været i landet, eller hvor de kom fra. Man kan dog roligt kalde USA for indianernes land, for de har været der siden 15.000 år f.kr og måske endda meget længere. Nyere forskning har godtgjort, at indvandringen især skete fra to kontinenter, fra Sibirien og Østasien. Man mener at disse to er smeltet sammen over tid. Der findes mange forklaringer på, at store befolkningsgrupper forlod deres oprindelsesland. Epidemier og ikke mindst klimaforhold f.eks istid, kan have været sådanne grunde.  

Forskere mener, at 95% af den oprindelige befolkning er udryddet, svarende til ca. 12 millioner indianere. Især sygdomme fra europærerne, krige og sult, krævede mange liv. Hele stammer bukkede under. 

"Dette er livets slutning og overlevelsens begyndelse". Sagt af Duwamish høvdingen Seattle, efter de hvides overtagelse af landet.

Nutidens indianere.

I dag udgør indianerne omkring 1,5 procent af USA befolkning, hvoraf mange holder fast i deres traditionelle kultur. Powwows afholdes stadig over hele USA og man er velkommen. Se oversigten i højre side.

Overalt i USA støder man ind i steder der er opkaldt efter indianerne. Mange byer, stater, veje og historiske steder er opkaldt efter disse oprindelige beboere af Amerika. Utah, Alabama, Sioux Falls, Cheyenne er sådanne eksempler.

 

Utah har f.eks sit navn fra "Ute", der betyder "jord af solen". Ute er også navnet på en indianerstamme der levede på Colorado plateauet, der dækker store dele af Four Corners staterne.

 

Ute stammens krigere var frygtet af både nybyggere og Navajo stammen, som Ute ofte lå i krig med. Ute indianerne kaldte sig selv for "People of The Mountains", hvilket passer fint på staten Utah. 60% af staten ligger i 1600 meters højde. Ute guider gerne turister rundt i deres reservat. 

Selvom indianerne hverken siger Ugh, eller har fjerdragt på, er man sjældent i tvivl om hvem de er, når man møder dem ansigt til (bleg) ansigt.

"Vi har da lært en del af de hvide, men ikke noget åndeligt", sagt af Hopi indianer.

Idag bor de i reservater, hvoraf nogle er tilgængelige for offentligheden. Flere steder er deres områder under stærkt pres fra f.eks olieindustrien. Senest er områder i Grand Staircase Escalante og Bears Ears i Utah blevet stærkt reduceret i størrelse. Områderne har stor åndeligt og historisk betydning og er meget hellige for de lokale stammer. Må jeg tilføje, at de burde være hellige for os alle!

Besøg reservaterne.

Jeg kommer gerne i reservaterne og har beskrevet mange af de naturseværdigheder, man finder der. Jeg opfordrer alle til at besøge disse. Brug gerne de lokale indianerguider. De er dygtige og autentiske. 

Mødet med indianere gør indtryk, ligesom deres historie gør. Sætter man sig lidt ind i deres tanker om livet, om deres mytologi, religion og livsførelse, vil man sandsynligvis få lidt at tænke over. Tag børnene med. 

I skærende kontrast til den smukke natur man ser i mange reservater, møder man det modsatte i de boligområder, hvor indianerne bor. Det er nedslående at se, hvor dårligt livsomstændighederne er. Mange, ofte halvdelen, er arbejdsløse og har store sociale problemer. Misbrug og kriminalitet følges ofte ad. Desværre har man mange steder ingen miljøbevidsthed og man ser affald der flyder alle vegne.   

Fornedrelse avler ligegyldighed, kan man tænke.

I denne menu om reservaterne kan man også finde f.eks Ghost Towns og andet fra The Wild West. 

Hvad kan man forvente, når man møder indianerne?

Indianerne er lige så imødekommende og venlige, som alle andre amerikanere. Man skal dog være klar over, at mange indianere ser hvides tilstedeværelse i reservaterne, som et nødvendigt onde, da de jo lever af turisterne. 

Det er vigtigt at man som gæst forstår, at man er gæst. Dvs. at man spørger inden man f.eks fotograferer. Mange indianere ønske ikke at blive fotograferet, men nogle siger ja, efterfuldt af: "5 dollars". 

Kører man på afveje, så spør lokale om det er ok? Vis respekt!

Hvis man gerne vil have en autentisk oplevelse med indianerne, så:

1. Sæt dig ind i deres historie og filosofi  Se dette link.

2. Book en lokalguide til at vise jer rundt

Når man så går rundt i f.eks Bisti Badlands, så stil spørgsmål til guiden. Han opdager hurtigt at man har sat sig ind i deres tilværelse og det giver ikke bare respekt, men også lysten til at fortælle mere. Så kan det godt blive en dag man aldrig glemmer!

Guide til de turistvenlige stammer.

Kun få stammer er det, man kan kalde turist venlige. Navajo, Hopi, Hualapai, Miccosukee, Zuni og Havasupai m.fl lukker turister ind.

Find reservaterne. Klik på kortet. De blå er reservater.

1. Navajo Reservatet

Navajo driver (især i Arizona) en del turistvirksomhed. Her udnytter de, at der i reservatet er mange seværdigheder, som turisterne gerne betaler virkelig mange penge for at se. Nogle af stederne er ret kendte. Mange af de ukendte, er steder der ligner "en million" og jeg har beskrevet mange af dem. 

Antelope Slot Canyon (Lower og Upper) i Page, Arizona.  

Sejlture på Coloradofloden, fra Page eller Lee’s Ferry, Arizona.

Monument Valley, i grænselandet mellem Utah og Arizona

Four Corners, hvor 4 stater mødes.

Ship Rock. Vulkanen der blev Navajos hellige klippe.

Canyon de Chelly, er Navajo indianernes smukke dal og højborg. Her fandt tidligere en stor massakre sted.

Coalmine Canyon, med de farvede lag. 

Grand Falls er USAs største vandfald, når der er vand i Little Colorado River.

Bisti Badlands, er et måneagtigt naturområde i New Mexico.

Ah-Shi-Sle-Pah i New Mexico er hoodoos i verdensklasse.

Navajo har desuden en række mindre steder hvor de sælger backcountry permit (tilladelser) til. 

Navajo guider kan man bla. få lokalt, eller her.

 

2. Havasupai Indianerne

Havasupai er et lille fjerntliggende område, med mange flotte vandfald, i det vestlige Grand Canyon, hvor kun ganske få turister kommer. Her lukker man mindre grupper af turister ind og man skal søge om det måneder forinden. Stammen tilbyder bla. flerdags ture på Coloradofloden, men vandreture ved de turkisblå vandfald, er den store attraktion. Stammens navn Havasu betyder "blågrønt vand" og pai "folk". Helt usædvanligt taler alle i stammen deres oprindelige sprog kaldet Yuman. De var de sidste indianere der blev opdaget af hvide. Jeg har lavet en komplet guide til området.

3. Ute Reservatet

Ute Tribal i Colorados sydvestlige hjørne, er tilgængelig for turister. I byen Towac kan man booke guider og bla. se indianerruiner, petroglypher og Jackson Butte. Ute betyder "solens folk", har lagt navn til staten Utah. 

4. Hualapai indianerne

Hualapai driver det kendte Grand Canyon Vest, hvor man kan gå Skywalk, på gennemsigtig glasplade, samt nyde den smukke Coloradoflod, der bugter sig i den dybe canyon. Området ligger kun 2 timer fra Las Vegas. Meget turistet. Stammen har ca. 1600 beboere og lever primært af turisme. De har boet i området siden år 600. Deres navn betyder "People of The Tall Pine".   

5. Hopi Reservatet

Hopistammen, der ligger 2 timers kørsel øst for Grand Canyon, lader turister komme ned i vidunderlige Blue Canyon, eller på besøg hos pottemagere og kunsthåndværkere. De har også et hotel (Hopi Culture Center), ved Second Mesa. Personligt syntes jeg, at man får en meget autentisk oplevelse i Hopi reservatet. Forsøg at få Lefthanded Hunter som guide.  

6. Fremont indianerne

Fremont indianerne har levet i området omkring Capitol Reef, Zion og over mod Fishlake National Forest. De var både jægere og landmænd, men var dygtige til at omstille sig hvis klima eller sociale forhold gjorde det nødvendig. I området ser man en del petroglypher og boliger, de såkaldte Pithouses. 

 

Forskere er usikre på deres herkomst og hvem de var, men de er muligvis i familie med Hopi eller Paiute og ankom i år 300. De dyrkede bla. frugt i den centrale del af Capitol Reef nationalpark. Da mormonerne kom hertil gjorde de det samme. Man mener at det var flashflods der fik Fremont folket til at forlade området. De trak sig helt ud af regionen da mormonerne slog sig permanent ned i dalen, syd for Salt Lake.

 

Besøg Fremont Indian State Park og deres museum, tæt på byen Savier, ved Interstate 70. På stedet finder man flere vandreture bla. en der hedder Alma Christensen Trail, der kom til området i 1906. Familien Christensen har efter alt at dømme været mormoner. 17.000 danske mormoner kom til Utah på det tidspunkt. Stammen bærer navnet Fremont efter opdagelsesrejsende og senere senator John C. Frèmont.    

7. Crow Reservatet

Crow indianerne finder man oppe i Big Horn området, i Wyoming/Montana området. Besøg gerne Little BIg Horn Battlefield, hvor general Custer endelig mistede livet. Crazy Horse og Sitting Bull havde slået sig sammen og fik en tiltrængt sejr over Custer. Smukke Big Horn Canyon er en del af reservatet.

8. Wind River Reservatet

Wind River Indian Reservation, ligger sydøst for Yellowstone. Her slog  Eastern Shoshone og Northern Arapaho sig sammen i 1870. Reservatet består af 85 % wildernes og har mange hellige sider f.eks Medicine Wheel, Dinwoody Canyon og Devils Tower (der dog ligger uden for reservatet). Her bor 15.000 indianere i det naturskønne område. Reservatet har mange vanskeligheder med sundhed, misbrug og kriminalitet. 

 

9. Sioux Reservatet

Sioux indianerne holder til i Fort Yates, North Dakota. Reservatet hedder Standing Rock Indian Reserve, efter en særdeles hellig sten (Standing Rock). Navnet Sioux er de hvides fællesbetegnelse på syv stammer. Indianerne bruger for det meste selv fællesbetegnelsen Lakota. Hunkpapa (Sioux) høvdingen Sitting Bull ligger begravet her.  

 

10. Zuni Reservatet

Zuni stammen, bor syd for Hoolbrok, i Zuni, New Mexico. De tilbyder turister at besøge reservatet. Her kan man få indblik i stammens kultur, samt besøge flere interessante ruiner som El Malpais og historiske steder f.eks en af de berømte Cibolas gyldne byer, som spanske erobrere troede var byer, der var dækket af det pureste guld.

De fleste Zuni, ca. 6.500, lever stadig sammen og prøver på at opretholde deres egen kultur. Der er et visitorcenter og man kan se hvordan de laver kunsthåndværk. De laver nogle små amuletsten kaldes Zuni fetisher. Zuni nedstammer fra Puebloindianerne. 

Læs mere om Zuni.

11. Miccosukee indianerne

Miccosukee er en lille stamme, beliggende vest for Miami, Florida. De var oprindelig en del af Creek Nation, men migrerede til Florida, inden Columbus i 1496 opdagede Amerika. De levede i Everglades sumpe og deres by ligger også her, på Tamiami Trail, (v/ Milemaker 36) på Hwy. 41. Ganske tæt herpå ligger Big Cypress Loop og Shark Valley Visitorcenter, som mange turister besøger, for at opleve Everglades. Miccosukee indianerne driver både golfklub, salg af kunsthåndværk, casino og ture med airboats ud i Everglades. Mange vil nok finde det noget turistpræget. 

12. Alabama-Coushatta indianerne

Alabama-Coushatta i Texas er to stammer der har slået sig sammen. Staten Alabama er opkaldt efter dem. I 1780 rykkede de til Texas, i The Tricket regionen. Det sumpede og jungleagtige område var velegnet til jagt og beskyttede dem mod fjender, især spanske erobrere, fra det koloniserede Mexico.

Da Texas blev selvstændig i 1836, blev der etableret en fredsaftale med præsident Sam Houston. Fra 1865 levede Alabama-Coushatta i reservat. Deres oprindelige land var overtaget af nybyggere. De blev amerikanske statsborgere i 1924, men fik dog først stemmeret 24 år senere.    

Idag kan man besøge stammen i Tombigbee Lake, Texas. Her findes der Culture Center, museum, casino og Powwows afholdes hver år i juni. 

 

13. Chiricahua Apache

Apache i det sydlige Arizona driver flere casinoer, men der er ingen Apache guider. Til gengæld kan man besøge f.eks Chiricahua området hvor Apache høvdingene Cochise og Geronimo gemte sig, for de amerikanske tropper. På siden om Chiricahua, har jeg beskrevet Apachestammen, der er meget kendt bla. på grund af deres høvdinge. Apache var en af de sidste stammer der overgav sig til den amerikanske hær. 

 

14. Paiute indianerne

Pauite indianerne er en sammenslutning af stammerne Cedar, Breaks, Kanosk, Koosharem og Shivwits. Engang var de tusinder. Idag er de under 800. De bor i Cedar City, ikke langt fra områder som Zion og Bryce Canyon. De har Powwows i marts/april.

 

15. Oglala indianerne 

Dette reservat hører næppe med under fællesbetegnelsen "turistvenlige reservater", men hvis man besøger Mount Rushmore, Badlands, eller Black Hills, bør man give sig tid til at besøge Pine Ridge reservatet. Man skal dog være forberedt på, at her findes der absolut ingen smukke monumenter, prangende bygninger eller betagende natur. Området er hjemsted for massakren ved Wounded Knee, hvor mindst 200 indianere blev slagtet bla. Spotted Elk, som de hvide kaldte for Big Foot. Pine Ridge er, uden undtagelse, USAs fattigste og mest forarmede sted. Ca. 80 er arbejdsløse og lige så mange er alkoholikere. Levealderen er lav og selvmordsraten høj. Man kan vise sin respekt for dette slagne folk, ved at mindes de døde på gravstedet ved Wounded Knee. 

    

Ruinbyer og petroglypher

Det sydlige USA har talrige steder, hvor man kan spor fra en fjern tid. Indianerruiner som f.eks Mesa Verde, med 110 enheder er en stor oplevelse. En anden er Tonto National Monument ved Apache Trail ruten. Indianerruiner og hulemalerier finder man talrige steder.  

Tag med til Powwows.

Mange af de arrangementer indianerne holder, er offentlige. Over hele USA er der f.eks årlige Powwows eller arrangementer for krigsveteraner m.m. Det er en stor oplevelse af overvære. Man bør dog forinden sætte sig ind i hvilke regler (opførsel) der forventes. Må man f.eks godt fotografere. Nydelse af spiritus er som regel bandlyst. Søg efter Powwows her.

Tip:

I New York og Washington, finder man to store museer, der kun omhandler de amerikanske indianere. 

"Når de hvide vandt over indianerne, kaldte de det for en sejr. Nå vi vandt over de hvide kaldte de det en massakre".

Cowboys, revolvermænd, frontier og lovhåndhævere.

Det vilde vestens historie er fyldt med helte og skurke, som man kender fra films og historiebøgerne f.eks David Crockett, Jesse James, Wyatt Earp, Doc Holliday, Butch Cassidy and the Sundance Kid, Buffalo Bill, Wild Bill Hickok, Calamity Jane, Billy the Kid, Bonnie and Clyde m.fl      

Spor fra ovennævnte møder man mange steder, når man er på roadtrip. I guldgraverbyer som Deadwood, South Dakota og Tombstone, Arizona, eller andre ghosttowns dukker deres navne op. 

Jeg besøgte i 2018 Butch Cassidys barndomshjem, ikke langt fra Bryce Canyon nationalpark og lavede et portræt.

Vil du vide mere?

Læs meget mere om reservaterne, indianerne og de naturområder man finder i reservaterne, i menuen "Reservater".

Tag med til en af de mange Powwows. Konkurrencer, musik og flot udklædning,  

Hulemalerier der fortæller indianernes historie, ses især i sydvestlige USA.

© Drivingusa.dk

Besøg en indianer ruin. Her i Montezuma Castle, syd for Sedona.

Utroligt, men sandt. Grand Falls vandfaldet i Navajo, er større end Niagara Falls.

Oversigt over over Powwows for 2019 over hele USA. Klik på fotoet.

© Drivingusa.dk

I Mesa Verde, kan man se de gamle Pueblo ruiner, der pludselig blev forladt.

© Drivingusa.dk

Tonto National Monument, hvor Saladoindianerne boede. 

© Drivingusa.dk

Book en Navajoindianer som guide og oplev Bisti Badlands.

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så skriv det her:

© Drivingusa.dk

Eventyr på Apache Trail er 64 km på grusvej i et gammelt diligencespor.

© Drivingusa.dk

Jeg er på tur med Hopiguiden Lefthanded Hunter. Han er svær at få fat i. Skriv til mig hvis du gerne vil have kontakt til ham. En tur med ham glemmer du aldrig. (Han vil ikke fotograferes).

© Drivingusa.dk

Velkendte Tipi's i nærheden af Crow reservatet. 

© Drivingusa.dk

Indian Art ved Little Big Horn.

© Drivingusa.dk

Velkommen til Navajo Nation, er tankeløst skæmmet.

De berømte Code Talkers, var Navajos. Her ses statuen ved Window Rock, Arizona

© Dave Coppedge

Dybt nede i Gran Canyon bor Havasupai indianerne i dette paradis.

Gravsted ved Wounded Knee, i Pine Ridge reservatet. 

Site guide:

Michael Bo Christensen, USA ekspert. Speciale: Nationalparker, indianereservater og roadtripruter. Mail: kontakt@drivingusa.dk

Mob. +4561309148. Råd og inspiration til din amerikanske drømmerejse.