Lefthanded Hunter

Hopi reservatet, Arizona

Klik på kortet.

Med den venstrehåndede Hopi indianer på tur.

Jagten på jægeren

Jeg læste for et par år siden en artikel i Los Angeles Times, om en særlig dygtig og spændende Hopi guide. At møde ham og lade ham guide mig rundt i Hopi reservatet, lå derfor højt på min ønskeseddel. Talrige mails, sms, beskeder og opringninger skulle der til, før han endelige svarrede. Ham den venstrehåndede. “Jeg har jo ingen computer Michael”, svarede han (men dog en mail adresse). Han bekræftede, at han sikkert godt kunne være min guide mandag den 9 april. Han havde dog ikke sin kalender på sig. Jeg var derfor mere end lettet, da han 6 måneder senere dukkede op på slaget 9.00, på Hopi Culture Center, midt i Hopi indianernes reservat. 

 

Lefthanded Hunter er hans indianske kaldenavn, der knytter sig til det faktum, at han naturligvis er venstrehåndet. Et faktum, der har betydet megen drilleri, hele hans barndom.

“Jeg blev drillet meget som barn. Både fordi jeg er venstrehåndet, hvilket er lig med at være en tyv i vores kultur, men også fordi jeg er halv Navajo, på min fars side”, fortæller han. Heldigvis var min mor Hopi, for ellers kunne jeg ikke tilhøre Hopi stammen, for vi er matrilinære, dvs. slægtskabet følger mødrenes slægt. Fra faderen har han dog sit borgerlige navn: Gary T’so, med stumt T.

 

Vi er på vej i Garys enorme firhjulstrækker, til Blue Canyon. Han taler uafbrudt og med høj guidestemme, tilsat en udefinerbar sødme og rytme. Han fortæller om Hopifolket og livet i reservatet, der tæller 15.000 indbyggere i 12 byer.    

 

Ikke alle Hopier sætter pris på hans arbejde som guide, der medfører turister i reservatet, men de fleste ser det som et nødvendigt onde, da halvdelen af indbyggerne er arbejdsløse. Reservatet har en stor koncentration af kul, der udvindes og sælges til et firma i Phoenix. Pengene finanser infrastruktur og andre offentlige udgifter i reservatet.   

Gary fortæller om sit liv, hvor han som barn levede meget i mørke, da reservatet ikke havde strøm. Han gik aldrig sulten i seng, men heller aldrig mæt. 

 

Blue Canyon

Han drejer fra Hwy. 264 og vi kører over en af de utallige jernriste, kaldet cattelguards, og ind på en grusvejen der fører mod Blue Canyon. Gennem flere år har Blue Canyon været højt på min ønskeseddel. Jeg ved fra fotos at her er flot, men jeg bliver alligevel aldeles overvældet, da vi endelig når frem. Gary fortæller, at det kun er 4 år siden, at han fik kendskab til området. Jeg hopper ud af bilen og går straks igang med at fotografere. Motiverne står i kø og venter blot på at blive indfanget. 

 

Da jeg jo er på arbejde, skal jeg have mest muligt ud af tiden. Jeg finder mit videokamera frem og begynder på den forberedte tekst. Jeg tager mig selv i næsten at hviske, som om vi ikke har lov til at opholde os der. Naturen føles virkelig påtrængende og jeg står mutters alene og prøver, lettere rørstrømsk, at få de rigtige ord frem.  

Området kunne sagtens trække tusindvis af turister til og man kunne omsætte for millioner af dollars, men det er Hopi folket slet ikke interesseret i. Jeg har det i virkeligheden meget ambivalent. På en måde virker det forkert, at jeg er med til at promovere dette område, der dybest set blot skal ses at de få. Mange turister vil skade området, for disse sanderoderede hoodoos formationer er utrolig skrøbelige.   

 

Jeg har sjældent været så påvirket som her. Mødet med legendariske Lefthanded Hunter, har været lidt af et scoop og mødet med reservatet og Hopifolket er virkelig en unik oplevelse. Forinden har jeg researchet i Hopis historie, religion og kultur. Blue Canyon komplementerer den samlede oplevelse og bringer stedet ind på min "Top 3".  

 

Vi kører videre og gør mange stop. Vi taler om, hvorfor at området kaldes Blue, for her er intet blåt at se, men lige inden vi forlader området, gør Gary mig opmærksom på et blåligt skær man kan se på afstand, lige bag området.

 

Hopi logik

Hele vejen tilbage fortæller Gary om Hopis livsanskuelse. Om dimensioner af livet, om de forskellige verdener Hopifolket tror på. De kom oprindelig fra det mørke og triste Nederworlds, der var den første verden. 4 fugle blev sendt op gennem skyerne, for at finde en ny og bedre verden. Kun een af fuglene klarede det. Den mødte en mand der sad oppe hvor himmelen var blå og alting lyst. Hopifolket drog derop og den gamle mand lærte dem at leve klogt og godt.

Han sendte Hopifolket ned i ørkenen, hvor livsbetingelserne var så svære, at de kun kunne klares hvis man løftede opgaven i fælleskab. Derfor blev Hopifolket valgt, fortæller han. 

   

Gary brød ud i sang på Hopi og sang en traditionel sang om regn. Ikke kærlighed. Næsten alle Hopi sange handler om ønsket om regn, og dermed om overlevelse midt i ørkenområdet. Han oversatte alt i mens han sang og hænderne trommede synkoperede rytmer på bilens instrumentbræt. Hopi er et smukt sprog. 

På vejen op til Second Mesa plateauet, fortæller han, at han er enkemand og har 5 børn, men er gift igen. Han tilhører gruppen af konservative, der ønsker at fastholde de gamle traditioner i Hopi, hvoraf mange er overdraget gennem århundrede fra Pueblo indianerne. Gary er, som de fleste Hopi, også landmand og dyrker majs.    

 

Da han var ung gik han i krig mod Somoza i El Salvador, for han hader uretfærdighed. Senere var han med i Dessert Storm, i Irak. Han taler hopi, engelsk, spansk og latin. 

 

Vi taler lidt om verden og om politik. Han har det svært med den nye præsident. Trump er årtiers lavpunkt, siger han. 

 

Gary hader katte. Alligevel har han to. Kattene spiser musene og holder derved slanger væk fra hans hus.

"De, der ligger med hunde, står op med lopper", gammelt indiansk udtryk.

Vi kører tilbage til Second Mesa og Hopi Culture Centeret og tager afsked med Lefhanded Hunter. Ham gemmer man ikke lige sådan.  

Vil ikke fotograferes.

Lefthanded Hunter ønsker ikke at blive fotograferet!

I respekt herfor, kan jeg desværre ikke vise hvordan han ser ud. I stedet har jeg malet situationen, hvor han og jeg taler om indianernes livsfilosofi.

Mange, men ikke alle, indianere ønsker ikke at blive fotograferet fordi de tror på, at et spejl ikke afspejler virkeligheden, men en persons sjæl. Et billede, der tages med en genstand (kamera), der i høj grad benytter sig af spejle, kan derfor medføre, at sjælen indfanges og slavebindes.

Tidsforbrug: En halv dag.

Tip:

Gary T`so laver også ture til Coalmine Canyon og viser rundt i Hopi reservatet. Han er svær at komme i kontakt med, men skriv til mig, så skal jeg hjælpe med det. 

Se også:

Det var Gary der bragte mig på sporet af Grand Falls, også kaldet Chokolade vandfaldet i Navajo reservatet.

Det er større end Niagara Falls, sagde han. Jeg gjorde et notat om det, men tænkte, at det kunne umuligt passe. Jeg tog fejl. 

 

© Drivingusa.dk

Lefthanded Hunters amulet.

© Drivingusa.dk

Blue Canyon, blev først opdaget for 4 år siden.

© Drivingusa.dk

Gary og jeg (tegner) taler om Hopi's cirkulære livs filosofi, hvor man fødes i øst.  

© Drivingusa.dk

Man forstår ikke hvordan dette er blevet formet sådan.

© Drivingusa.dk

Blue Canyon er på min "Top 3". 

© Drivingusa.dk

Vi var helt alene i området, der kræver tilladelse og at man har guide med.

© Drivingusa.dk

Hvad er der lige sket her, tænker man tit ude i den amerikanske natur.

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så skriv det her:

© Drivingusa.dk

Site guide:

Michael Bo Christensen, USA ekspert. Speciale: Nationalparker, indianereservater og roadtripruter. Mail: kontakt@drivingusa.dk

Mob. +4561309148. Råd og inspiration til din amerikanske drømmerejse.