Hvad koster et roadtrip i USA.
Jeg ser på køletasker og priser på dagligvarer til mit roadtrip
Sådan holder jeg prisen nede på mine roadtrips:
En USA rejse kan gøres på mange måder og til mange priser. Jeg vil her prøve at anskueliggøre hvordan jeg rejser, så du bedre kan vurdere hvad din egen rejse vil koste, eller et par tip til at gøre den billigere.
Der er mange penge sparet ved at rejse uden for højsæsonen. Kan du rejse i marts/april eller oktober/nov, er der masser at spare. På grund af mit arbejde rejser jeg normalt i forbindelse med påske eller efterårsferien. Det sydvestlige USA er et godt rejsemål fra marts - juni, inden det bliver for varmt. Efteråret er også godt. Det nordvestlige USA fx. Yellowstone, er pris- og vejrmæssigt at foretrække i august-november. Florida er vejr- og prismæssigt godt i vinter halvåret, men dyrere i jan/feb, hvor amerikanerne selv rejser dertil.
Fly:
Jeg køber som regel billetter 10 måneder før afrejse, men jo før jo billigere. Derved får jeg dem som hovedregel til en ok pris. Flyver jeg til vestkysten ligger en typisk billet på ca. 5-6.000 kr. inkl. bagage.
Hotel:
Jeg bor gerne billigt i den kategori hvor man finder kæder som Best Western, Super 8, Motel 6, Travel Lodge og Comfort Inn. Her kan jeg ofte holde prisen på ca. 100$ for en overnatning. Deres værelser er absolut fine, men morgenmaden er elendig. Som regel fravælger jeg morgenmaden og spiser den hos fx. DENNIS, IHOP eller lign. Den koster ca 15-20$, men så behøver jeg også kun en banan, eller en let salat til frokost. Dermed sparer jeg en masse tid og sikkert også en sjat penge. Jeg køber de fleste hoteller 10 mdr. før afrejse og får derfor ofte en god rabat. Pandemien har fået mig til booke hoteller, med fri afbestillig. Denne sikring koster ofte ekstra. Typisk 100 kr.
Som udgangspunkt bor jeg ikke i nationalparkerne, men så tæt på som muligt. Beliggenheden er absolut væsentligt, for det er spild af tid og penge, at skulle køre en time, for at få et billigere hotel. Vil du bo uden for Yosemite nationalpark, er der ofte en times kørsel. Dagen efter skal du måske bruge en time for at køre tilbage til parken. Det er denne balance man skal finde. Derfor flotter jeg mig ind i mellem, ved at bo i hjertet af nationalparken en enkelt nat. Hoteller tæt på populære nationalparker som fx. Bryce, Zion, Arches og Yellowstone er steget kraftigt efter corona pandemien. Man må derfor kører lidt væk fra disse områder, for at få en overnatning til en fornuftig pris.
Rejser man på low-budget, kan man med fordel sove i telt og flere læsere har haft gode erfaringer med dette.
Airbnb er en god ide at benytte, især hvis man er flere. Er man fx. 5 personer i 3 værelser, er Airbnb et billigt alternativ til hotel. Nogle nationalparker og naturområder ligger langt ud på landet. Er hotellerne dyre eller optagede, er Airbnb et godt supplement.
Mad:
Køb billigt ind til frokost i supermarkedet og tag det med på turen. Det kan fx. være frugt, brød, skinke, ost eller en salat.
Sidst på eftermiddagen holder jeg ofte ind ved Walmart og køber fx. en salat, brød, tun, grilkylling, kartoffelsalat eller lignende. Maden indtager jeg på hotellet, frem for at spise ude.
Drikkevarer køber jeg hver 3. dag i supermarkedet. 32 fl. vand koster under 50 kr og netop vand drikker jeg meget af, når jeg vandrer.
Også sodavand og øl køber jeg her.
Billeje:
Pandemien har vendt op og ned på udlejningen af biler og i 2021 har det været meget dyrere end normalt. Biludlejningsfirmaerne solgte tidligt i pandemien mange af deres biler, da der kun var få, der ønskede at leje dem. Da efterspørgslen steg havde de for få biler og manglen af chips til bilerne gjorde, at de ikke kunne få fat i nye biler. Derfor steg prisen til over det dobbelte.
Tidligere lejede jeg en bil gennem Autoeurope.com. Når jeg fandt en bedre pris på den samme bil, opsagde jeg blot lejeaftalen og fik den samme bil, til en bedre pris. Et rigtig godt fif er, at abonnere på deres nyhedsbrev og se hvilke tilbud der kommer. I 2019 opsagde jeg lejekontrakten 3 gange og sparede 3.000 kr. Måske vender disse tider tilbage.
Lejer du bilen i Californien, er ekstra fører inkl. i prisen, hvilket er en besparelse på 1200 kr for 3 ugers leje. Hos nogle firmaer skal man ikke betale for ekstra chauffør, hvis det er et familiemedlem.
Også envejsgebyr kan være dyrt, men ikke nødvendigvis, da man skal regne benzin og overnatning med. Eksempel: Lejer du bilen i Seattle og aflever den i San Francisco, koster dette omkring 350$ i envejsleje. Til gengæld sparer du benzin og mindst een overnatning. I nogle stater kan man undgå envejs leje. Lejer du en bil i Los Angeles, er det ofte gratis at aflevere den i Las Vegas, selv om det er en anden stat.
Når du søger på priser, så prøv at se, om der er forskel i prisen på Seattle - San Francisco, contra San Francisco - Seattle. Dette vil ofte være tilfældet, på fly- og bil udgiften.
Andre pris tips:
Vælg en kortere rute.
Fravælg storbyerne mest muligt.
Prisen på benzin er steget meget i 2022. Der er dog store prisforskelle fra stat til stat. Østkysten er pt. billigst. Brug evt. en benzin app og tank billigt lokalt. Mange bruger appen Gasbuddy.
Lad være med at leje en gps hos biludlejningen. Køb i stedet en i Walmart til 100$, eller brug din telefon. Har du abonnement hos 3, kan du bruge Googlemaps live.
I 2022 har jeg lejet bil m.m gennem rejsebureau (pakkerejse), da det var billigst. Hvad der sker på sigt ved ingen, men jeg følger situationen nøje.
Som verden er, fastholder jeg indtil videre at købe fly, bil + 1 overnatning som pakkerejse hos rejsebureau. Dyrere, men sikrere, efter min mening.
Parkering er dyrt i storbyer, så jeg booker ofte hoteller der har gratis parkering. I San Francisco betalte jeg i 2022 70$ for 2 døgns parkering.
Entre:
Skal man besøge 3 nationalparker og eller nationale monumenter bør man købe et annual pass (årskort). Så har kortet tjent sig selv ind. Det gælder for alle i bilen. Det gælder dog ikke til statsparkerne, der har en mindre entre.
Tøj:
Jeg køber tøj og sko til det næste års forbrug og sparer en del ved at handle i Outlet.
New York:
Rejs f.eks i pinsen hvor vejret er godt og prisen nede. I pinsen 2020 havde jeg en billet til 2800 kr med KLM og Airbnb i Brooklyn for 3800 kr for en uge. Brooklyn er hyggelig, men man bør bo tæt på en Metro.
Rejser I flere kan I dele udgiften til bil, benzin, nationalparkpas og meget andet.
Priseksempel for 3 personers USA rejse i 2022:
Vi var et par og en single, der rejste fra Vegas til Denver i april måned. 20 dage ialt.
Pakkerejse inkl fly og billeje: 28.000/9.300
Eks chauffør og envejsleje: 3.300/1100
Benzin 3.600/1.200
Hoteller pr par: 10.400
Entre 1200 ialt
Vi boede på hotelkæder som fx. Super 8, La Quinta Inn. Spise alle morgenmåltider på restaurant, og sprang frokosten over, eller tog en banan.
Man taler meget om, at priserne i USA er steget. Inflationen og højere dollarkurs er den store skurk. Trods dette lykkedes det mig, at booke hoteller til ca. 100$.
Hotelpriser for allerede booket 2023 rejse:
Prisen er for et par i september i 25 dage.
Den samlede pris er på 18.000 dvs 720 kr pr overnatning.
Vi bor bla. nationalparkerne Grand Canyon og Zion, der sammen med overnatning i Moab (Arches) og Torrey i (Capitol Reef), er turens dyreste. Billigste hotel er Virgin River Casino og Hotel i Mesquite, der ligger mellem Las Vegas og Zion National Park. Et fint hotel med pool, casino og liveband i weekends. Dobbeltværelse koster 230 kr. uden tillæg, men dog uden morgenmad.
Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så stil det i Facebookgruppen USAForum!
© Drivingusa.dk
Undgå storbyerne, der altid er dyre. I Las Vegas skal man være opmærksom på, at de lægger "resort gebyr" på 40-50$ oveni værelsesprisen, pr. nat.
© Drivingusa.dk
Køletaske til drikkevarer og frokost er en god ide.
© Drivingusa.dk
Brug det lokale supermarked til dine indkøb. Deres delikatesse afdeling har desuden mange gode bud, på en god aftensmad.
© Drivingusa.dk
Få gode råd til dit roadtrip. Brug facebooksider som USA Forum, Drivingusa.dk eller Rejs dig rig. Min guidebog "Det vilde USA" kan fx. spare dig for mange ærgelser og penge. Har du spørgsmål, så skriv eller ring til mig. Det er gratis.
© Drivingusa.dk
USAs billigste hotel? Virgin River, der ligger tæt ved Valley of Fire koster 230 kr pr nat. Hotellet har flere pools, casino og her er ingen resort gebyr.
© Drivingusa.dk
Del maden. I dette eksempel fra Dennis er der rigeligt til 2 personer.
© Drivingusa.dk
Benzinprisen er meget forskelligt, afhængig af hvilken stat man er i.
© Drivingusa.dk
© Drivingusa.dk
Uddrag af menukortet fra DENNYS.