Hoteller i USAs
nationalparker
En del af de amerikanske nationalparker tilbyder overnatning inde i selve parken. Tilbuddet er typisk hotel, eller en lodge. At bo i hjertet af parken er ofte en stor oplevelse, for overnatningsstederne ligger typisk utrolig smukt. Hvem vil ikke gerne vågne op og se ud på Zions beigefarvede bjerge, eller spise morgenmad på kanten af Grand Canyon? Selv booker jeg mest billigere hoteller, men det sker at jeg vælger et hotel inde i parken, hvis det tjener et særligt formål, som fx da jeg ville være èn af de første, der gik ind i Zions The Narrows, eller da jeg ville opleve solnedgangen i Grand Canyon nord og ikke gad at bruge en time på at køre til nærmeste hotel.
Et overset element i oplevelsen er, at i mange parker forlader dagsturisterne parken sidst på eftermiddagen og så falder der en fantastisk ro om stedet.
Prisen er højere inde i parken
Det er naturligvis det høje prisniveau der afholder mange fra at booke overnatning inde i parkerne, men nogle steder er prisen på hoteller uden for parken steget så meget, at forskellen er blevet mindre.
Et dobbeltværelse starter typisk på 250-320$, men nogle steder er prisen væsentlig højere. Pris og kvalitet følges nødvendigvis ikke ad, for beliggenhed og efterspørgsel påvirker også prisen. I flere parker er hoteludbudet en hovedbygning samt et eller flere hytteområder og her varierer prisen en hel del. Ofte er der tale om meget små hytter, uden de faciliteter man ellers kender fra amerikanske hoteller. Nogle hytter har end ikke bad og toilet. Trods dette kan det godt føles eksklusivt at bo der. Oven i hotelprisen skal man lægge moms og morgenmad, der som udgangspunkt ikke er inkluderet. Jeg tager forbehold for de oplyste priser.
Vil man bo i en nationalpark, skal man bestille i god tid. Nogle steder starter salget 13 måneder forinden og visse hoteller er udsolgte samme dag de udbydes. Har man lidt tålmodighed kan man på hotellets hjemmeside holde øje med, om der pludselig bliver værelser ledige. Det sker oftere end man måske tror.
Det er langt fra alle nationalparker, som har hoteller i parken. I nedenstående, lister jeg de mest oplagte parker i det vestlige USA, hvor kan bør overveje en park overnatning. Syntes du at der mangler nogen, så skriv til mig.
Vil du vide mere om parkerne, så klik på de blå fremhævelser!
12 oplagte parker
Lodgen ligger centralt i parken, omgivet af bjerge og lige over for stien der går op til Emerald Pools. Når den sidste shuttlebus og de store menneskemængder har forladt Zion dalen, kommer råvildt frem og græsser på de grønne områder, mens mange af gæsterne hygger sig med en drink på altanen, mens freden sænker sig inden middagen. Zion Lodges restaurant er ganske fin og priserne ok. Jeg nåede endda at spise morgenmad, inden dagens første shuttelbus ankom. Vil man gerne være en af de første der går The Narrows, er netop den bus vigtig. Også trailhead til Angels Landing ligger ganske tæt på lodgen, hvilket er en stor fordel, så man undgår den værste kø på toppen af bjerget. Hotellets værelser er ganske fine.
Den nordlige rim ligger temmelig afsides for enden af Hwy. 67. Kun 10 % af Grand Canyons besøgende vælger nord rimmen, hvilket er een af grundene til, at jeg bedst kan lide denne. Man kan godt lave en dagstur dertil, men det er netop overnatningen på kanten af canyonen, der gør oplevelsen til noget helt særligt. Her må man fx ikke gå glip af solnedgangen ved Bright Angel Point, der ligger tæt ved hotellet. Jeg boede i et af hytterne, der er meget små og har kun det mest basale. Er der kø ved indtjekningen, så gå i stedet på opdagelse. Jeg stod i kø i over en time, hvilket er skandaløst. Restauranten er ganske fin og her er det en god ide at reservere bord ved ankomsten. Morgenmaden med udsigt til Grand Canyon kan godt anbefales. Havde jeg haft tid, ville jeg gerne have booket en ridetur ned i dybet, som stedet også udbyder.
Grand Canyon Syd
På den sydlige rim kan man vælge mellem 5 hoteller. El Tovar Hotel, Kachina Lodge, Tunderbird Lodge og Bright Angel Lodge, ligger alle på selve kanten af Grand Canyon. Herfra kan man på 5 minutter nå Bright Angel Trail, hvis man vil gå ned i Grand Canyon. Yavapai- og Maswik Lodge ligger også i nationalparken og herfra er der 5 minutters kørsel til kanten. Bor man inde i parken slipper man for at køre en halv time (+ kø) fra hotel byen Tusayan.
The Lodge at Bryce Canyon ligger ganske tæt på Sunrise Point og fra hotellet til kanten af Bryce, er der kun et par minutters gang. Det er således et godt sted for sol op- og nedgang, samt stjernekiggeri. Sammenligner man prisen på lodgen og fx Ruby’s Inn, der ligger lige uden for parken, er forskellen ikke så stor.
Yellowstone kræver planlægning
Vil man besøge verdens første nationalpark, er man i min optik nødt til at have en overnatningsplan, for hotellene er få, prisen høj og de (billigste) er hurtigt udsolgte. Kommer man uden en plan kan man risikere at skulle køre meget langt, for at få et hotelværelse i Gardiner (nord), Yellowstone West (vest) Cooke City (nordøst), Jackson (syd), eller Cody (øst). Hotelpriserne rundt om parken har fået et godt nøk opad, så på min kommende 2024 tur, har jeg valgt at bo inde i parken.
Parken har 6 hoteller og lodges. Grant Village ved Lake Yellowstone er lækkert og hører til i den dyre ende. Ved Old Faithfull er der hytter og hotelværelser af blandt kvalitet. Nogle hytter har ingen bad, men trods dette ligger de, især på grund af beliggenheden, i den dyre ende. I parkens nordlige ende, ved Mammoth Hot Springs er Mammoth Hot Springs Hotel & Cabins et valg i den dyre ende. Hytterne er de billigste, mens værelserne starter ved ca 370$. Derimod fåes de rustikke Roosevelt Lodge Cabins til 125$. Disse ligger i parkens nordøstlige ende, ikke så langt fra Lamar Valley. I Canyon Village, hvor man finder de gule sten der lægger navn til parken, samt de vildeste vandfald, kan man overnatte på det flotte Canyon Lodges & Cabins. Yellowstones hotelværelser kan bookes 13 måneder i forvejen her.
Lidt syd for Yellowstone ligger nationalparken Grand Teton og da parkerne nærmest støder op til hinanden, har det generelt presset priserne på overnatning op, ikke mindst uden for parkerne. Inde i selve parken ligger der 6 lodges og hytter, hvoraf flere af dem er særdeles dyre.
Jackson Lake Lodge er I den dyre ende, for prisen starter ved 400$. Vil man derimod have vild luksus så bør man kigge på Jenny Lake Lodge hvor prisen starter ved 950$. Den ligger ud til smukke Jenny Lake og inkluderer alt inklusive fx gourmet, vin, 4 retters middag, bjerg- og søudsigt. Trinangle X Ranch tilbyder et ugeophold på en ranch, hvor ridning i det smukke landskab er i centrum. Her bor man i hytter og al mad er inkluderet i prisen der starter ved 2.000$. Se også min guide til gode steder at ride i USA.
I den billigere ende finder man Colter Bay Village & Cabins fra 250$. Hytterne ligger i parkens nordlige område og er fin til prisen. Signal Mountain Lodge er en ældre lodge med hytter ved Jenny Lake. Hytteprisen starter ved 290$. Headwaters Lodge & Cabins at Flagg Ranch ligger tæt på den sydlige indgang til Yellowstone. Her tilbydes blandt andet ridning, river rafting på Snake River fra 280$.
Med udsigt over hele vulkansøen, er Crater Lake Lodge et særdeles godt valg. Selv havde jeg sikret mig en overnatning, hvorefter coronaen ødelagde alle planer. Da verden igen åbnede, ramte min turkalender samme dag som lodgen lukkede ned for vinteren. Jeg fik dog en lille rundvisning, eller rettere, jeg vadede bare ind af døren og så mig omkring, mens personalet pakkede alt ned. Men hvor ville jeg gerne have siddet på terrassen og nydt synet af den blå sø, der gjorde stort indtryk på mig.
Sequoia og Kings Canyon National Park
Med kun 10 minutters kørsel til General Sherman (verdens største træ) og 20 min til Moro Rock, kan det vel placerede Wuksachi Lodge måske være et oplagt valg. I Kings Canyon tilbyder John Muir Lodge og Grant Grove Cabins overnatning, ikke langt fra Fallen Monarch og General Grant Tree. De billigste hytter koster kun 125$ og lodgen det dobbelte. Fortsætter man af Hwy 180 en times tid, kommer man ud i den mere remote del af Kings Canyon og her tilbyder Cedar Grove Lodge overnatning. Begge parker tiltrækker mange besøgende og derfor kan det være en god ide, at bo tæt på naturoplevelserne og have dem lidt for sig selv i morgentimerne.
I dødens dal er man virkelig langt væk fra alting og derfor er en overnatning inde i nationalparken en god ide. Her er man tæt på de fantastiske naturoplevelser og kan derfor nå at opleve en masse, inden varmen sætter en naturlig bremse for al fysisk aktivitet. Stovepipe Hotel tæt ved Mesquite Flat Sand Dunes tilbyder blandt andet pool og dobbelt værelse fra 180$. Vil man have en mere eksklusiv hoteloplevelse bør man vælge The Ranch at Death Valley og The Oasis of Death Valley. De er nærmest slået sammen og tilbyder fedt poolområde, golf og tennis. Ganske tæt herpå ligger Inn at Death Valley, hvor man også får oplevelsen af at opholde sig i en oase. Også her er der pool, hvilket må anses for værende ret væsentligt i et område med rekord høje temperatuer.
Undgå adgangsreservation med en hotelbooking
I lighed med Yellowstone National Park, kræver Glacier en god plan, hvis man vil have fuld udbytte af opholdet, for parken har adgangsreservation til Going-to-the-sun-road (fra vest mod øst) samt til det hypede område i Many Glacier.
Fra østsiden af Going-to-the-sun-road ligger hotellet Rising Sun Motor Inn ud mod Saint Mary Lake, hvor mange stopper og beundrer den lille ø Wild Goose Island, der ensomt bryder søoverfladen. Hotellet er rustikt og den laveste pris ligger omkring 250$. I den modsatte ende af Going-to-the-sun-road, ligger Lake McDonald Lodge på kanten af Lake McDonald. Prisen starter ved 150$ og går op til 500$. Ved søens sydlige ende og kort efter parkindgang, ligger Apgar Village Lodge & Cabins, hvor hytterne koster fra 230$.
I Many Glacier skal man være ualmindelig hurtig på aftrækkeren, hvis man vil have et af de to hoteller, der kan bookes 13 måneder i forvejen. I 2023 blev begge hoteller udsolgte på få timer. Jeg nåede at få 2 værelser, men dog èt på hvert hotel. Adgangsreservationen til Many Glacier blev ligeledes revet væk. I Many Glacier hedder det fede hotel for Many Glacier Hotel og ligger aldeles gudesmukt, mellem høje bjerge og alpine søer. 5 min herfra ligger det meget rustikke Swiftcurrent Motor Inn & Cabins. Nogle af værelserne har hverken bad eller toilet, så det kan måske være godt at medbringe en bjørnespray, når man skal på wc om natten.
Vil man have fuld udbytte af denne smukke nationalpark, bør man overveje et ophold på Paradise Inn, der ligger godt placeret i Paradise området, hvor de bedste vandreruter starter. Da parken har indført adgangsreservation, kan man med en booket hotelovernatning se bort fra adgangs kravet hvilket er en stor fordel. Af samme grund bliver det hurtigt udsolgt, så book i god tid.
The Ahwahnee er et 4 stjernet hotel og ligger for enden af Yosemite dalen. Stedet er på alle måder i absolut særklasse, hvilket afspejles af prisen, der starter på 6.000 + for et dobbeltværelse. Fra Yosemite Valley Lodge er der kun 12 min gang til Lower Yosemite Falls og 10 minutters kørsel til parkeringsområdet, ved Mist- og John Muir trailhead. Fra hotellet udgår bussen til toppen af Glacier Point, hvorfra man fx kan gå tilbage (mest nedad) forbi Nevada og Verval Falls. Hotellet koster ca 330$ pr nat, hvilket selvfølgelig er dyrt. Fordelen er imidlertid til at få øje på, for med en booking har man også sikret sig adgangsreservation til parken, og man kan lettere komme til div. Trails inden parken bliver overfyldt.
Parkens billigste er en overnatning i hytte- og teltbyen Curry Village hvor prisen starter ved 175$. Teltene ligger aldeles perfekt for enden af Yosemitedalen, hvor de fede vandreruter starter.
Dyrene kommer frem ved Zion Lodge, når dagsturisterne er væk.
Terrassen på Grand Canyon Lodge (nord) er et skønt samlingssted.
4 hoteller på Grand Canyon syd, ligger direkte ved kanten.
Spisesalen med udsigt til Grand Canyon nord
Bag Yellowstones Old Faithfull, ligger der flere overnatningsmuligheder.
Crater Lakes fine lodge, byder på udsigt over hele vulkansøen.
En oase med pool er lige hvad man trænger til i Death Valleys The Ranch.
Many Glacier Hotel er udsolgt på få timer, hvilket ikke er svært at forstå.
Jeg er på vej ned mod Paradise Inn, der ligger i Mount Rainier
Curry Village i Yosemite dalen ligger godt for vandreture
Flotte hytter i Bryce Canyon
Hygge omkring pejsen på Many Glacier Hotel
Små rustikke hytter i Grand Canyon Nord