
Jeg skal i det følgende vove at sætte navn på nogle af USAs flotteste ruter. Det vil sige ruter/veje der ligger et godt stykke over gennemsnittet. De såkaldte Scenic Drive´s. Vove er vel et passende udtryk, for der findes givetvis mange meninger og bud på en sådan top 10, så se mine bud som inspiration til dit næste roadtrip. Et par regler for udvælgelsen. Ruterne må ikke ligge i nationalparker/monumenter/statsparker og de må ikke indeholde grusveje, hvorimod afstikkere til ruten må godt. Jeg vil senere lave en Top 10 bedste dirt roads! Jeg har skrevet en del om de fleste af stederne, så check de markerede links, hvis du ønsker at vide mere om områderne.

1. Utahs Highway 12
Førstepladsen var for mig et meget let valg, for ruten er i sig selv en sand perle. Mange misser den, fordi at GoogleMaps leder udenom den, når man typisk kører mellem Arches og Bryce Canyon. Hwy. 12 går gennem vidunderlige Grand Staircase-Escalante´s grålige og beigefarvede bjerge og dale. Sæt tid af til talrige stop på de mange udsigtspunkter som fx. på The Hogback, hvor man kører på selve bjergryggen. Langs ruten kan man tage afstikkere til 15-20 fantastiske naturfænomener som fx. Calf Creek Falls, Peek-a-Boo Canyon, Devils Garden, Kodachrome Basin og Willis Creek slot canyon.
Fakta: 176 km/2:18. Ligger mellem nationalparkerne Bryce Canyon og Capitol Reef

2. Highway One
Den klassiske rute langs Stillehavet mellem San Francisco og Los Angeles, er velkendt for mange danskere, da den ofte indgår i deres første rejse på vestkysten.
Efter min mening er det netop Stillehavet, der er rutens store attraktion, for det er langs denne, man oplever kystens unikke naturområder. Her er især Big Sur, der ligger syd for Monterey, et absolut must-see. Denne strækning er dejlig rå og upoleret. Stop på de talrige vistapoints, hvor man kan se bølgerne slå ind på klipper og sandstrande. Spejder man ud over havet kan man ofte se hvaler lege tæt på kysten. Highway One har talrige State Parks og her må jeg fremhæve Point Lobos State Natural Reserve og McWay Falls. Et stop ved Elephant Seal Vista Point, hvor de ildelugtende søelefanter ligger på stranden er også et hit.
Fakta: 1050 km


3. Hite Bridge/Hwy. 95 I Utah
Kontrasterne er store i området omkring Hite Bridge i Utah, hvor broen over Coloradofloden virker helt højteknologisk i forhold til områdets høje rå klipper og barske natur. Kommer man fra syd passerer man Natural Bridges National Monument og har udsigt til Bears Ears på højre side og Henry Mountains, som paiute-indianerne kaldte for “bjerget der aldrig fik et navn” på venstre side. Omkring Hite er der flere gode udsigtspunkter. Før broen blev bygget lå her en lille færge, der blev bestyret af Arthur Chaffin, der var manden der opdagede Goblin Valley. I nærområdet finder man spændende steder som fx. den imponerende Leprechaun slot canyon og Little Egypt.
Fakta: 40 km

4. Million Dollar Highway
Med sin placering midt i Rocky Mountains, mellem byerne Silverton og Ouray, er Million Dollar Highway et sikkert hit for et roadtrip. Ruten snor sig på skønneste vis gennem de høje bjerge og udsigten er selvfølgelig i en klasse for sig selv. Her passerer man gamle guldminer som fx. Yankee Girl Mine og smukke vandfald, men chaufføren bedes holde blikket på vejen, for ikke alle steder er der opsat autoværn. Langs ruten kører veterantoget dagligt mellem Durango og Silverton og de der har prøvet den tur kan ikke få armene ned. Tæt på Ouray bør man tage på en guided tur op til de orangefarvede bjerge i Corkscrew Pass.
Fakta: 40 km

5. Virgin River Gorge
Kører man fra Las Vegas og op mod St George (tæt på Zion National Park) ad Interstate-15, kommer man igennem en kæmpe slugt der nok skal imponere enhver. Det er som om at den ingen ende vil tage, når den skærer sig gennem de enorme bjerge. Ruten er USAs dyreste vejprojekt.
Fakta: 38 km

6. Highway 89a ved Sedona
Fra Flagstaff i Arizona kan man tage landevejen 89a ned til skønne Sedona, der er en af USAs fedeste byer. Ruten er præget af grøn vegetation og de dybrøde klipper, der om noget udgør Sedona områdets smukke signatur. Langs ruten passerer man områder som vandreområdet ved West Fork Oak Creek og Slide Rock State Park, hvor børnene kan bade og rutsje ned af klipperne ved den lille creek.
Fakta: 39 km

7. Utahs Hwy. 24 ved Hanksville/Capitol Reef
Om du har været på planeten Mars, eller om du har kørt på Utahs Hwy. 24, kan næsten komme ud på et, for denne strækning er virkelig i særklasse. Det er især de særegne grå klippeformationer omkring området ved Factory Butte, der giver assosiationer til Mars. Oven i dette får man også de smukkeste røde og beigefarvede bjerge ved nationalparken Capitol Reef, som ruten kører lige forbi.
Fakta: 64 km

8. Key West
Fra Floridas Key Largo til endestationen i Key West, må de fleste nok overgive sig, når man fra bro til bro, eller ø til ø, har udsigt til den Mexikanske Golf, som jeg stadig kalder den. Langs ruten støder man på pelikaner, der sidder på broer, eller på høje pæle ude i det tyrkisblå hav. Key`s øerne er bundet sammen af 42 broer, heriblandt Seven Mile Bridge, inden man ender i i festlige Key West, hvor man hver aften klapper solen ned på Mallory Square.
Fakta: 171 km

9. Hwy. 128 Moab til I-70
Tæt på indgangen til Arches National Park, kører man fra Moab af Hwy. 128 langs Coloradofloden. Netop dette med at følge floden og de smukke bjerge langs ruten, er det der gør den til en scenic drive. Langs den finder man fede vandreture som fx. Grandstaf Canyon, der tidligere hed Nigger Bill Canyon, eller det særprægede område ved Fisher Towers National Recreation, der ikke ligner noget jeg har set andre steder. Uanset hvad er ruten op mod Interstate-70 et godt valg.

Fra den lille bjergby ved Yellowstone National Park indgangen i Cook City, bør man tage en tur ad “bjørnens tand”, der ligger i grænselandet mellem Montana og Wyoming. Ruten går helt op i 3.337 m højde, hvorfor den kun er åbent i ca fem måneder om året, typisk fra midten af maj til midten af oktober. Da jeg kørte den i midten af september, var vejen iset og jorden hvid af sne. Det er netop højden, der er rutens styrke, for udsigten heroppe fra er formidabel.
Fakta: 111 km

Se flere scenic drives her!
Tekst og foto: Michael Bo Christensen
Comments