Michael Bo’s bucket list
- Michael Bo Christensen
- 25. dec. 2025
- 6 min læsning
Opdateret: for 7 dage siden

Jeg har efterhånden rejst i det meste af det vestlige USA og bilder mig ind, at min bucket list nu er nede på kun en god håndfuld steder. Disse steder har til fælles, at de kræver en god fysisk og et par steder kræver det desuden at man vinder i et lotteri. Jeg har kva min alder ingen forventning om, at jeg få disse fantastiske steder i min turban, men det kan jo være at DU gør! Selv om at stederne måske ikke er almen kendte, så er de guf for kendere af det amerikanske landskab. De fem første ligger oven i købet rimelig tæt på hinanden. Møder du andre på trailen, er der en god chance for at de er fotografer, eller eventyrere.

Buckskin Gulch
Buckskin er USAs længste slot canyon og tager op til fem dage at gå, hvis man vil gå den i fuld længde. Så grådig er jeg ikke, men jeg ville gerne opleve de høje kløfter i området omkring Paria River confluence og fortsætte til White House.
Kløften ligger i Utah og Arizonas grænseland, med trailhead ved Wire Pass og The Wave’s parkeringsplads gps. 37°01'08.9"N 112°01'30.0"W. Vejen hertil hedder House Rock Valley Road og den er for det meste barbar.

Jeg har allerede gået en smule af ruten da jeg besøgte Wire Pass, der er den første del af kløften. Fortsætter man af denne kommer man til Buckskin Gulch. Jo længere man kommer jo flottere.
Man må påregne at man flere steder skal gå i vand til livet og vand i det hele taget. Nogle steder skal der kravles lidt. Tag turen i marts/april eller Oktober/november hvor der ikke er for varmt og hvor der ikke er så meget nedbør.

En tur af denne kaliber ville jeg ikke arrangere selv, men benytte mig af et tour firma der ved hvad de laver og som har al logistikken til rådighed.
Dreamland Safari Tours tilbyder turen som en 5 dages tur for 1800 dollars inklusiv overnatning i Kanab ved start og slut. De sørger for logistikken med telt, udstyr og guider. Dem kan jeg godt anbefale, da jeg har brugt dem på en overnatnings tur i White Pocket.

Water Canyon & Canaan Mountain
Lidt sydvest for Kanab ligger et spændende område, der blandt andet byder på flotte teepee’s oppe i bjergene. Bemærk ordet oppe, for denne tur har 621 højdemeter og loopet via Squirrel Canyon er på 15 km.

Water Canyon er en smuk og speciel slugt og derefter går det opad og er ikke for folk med højde skræk. På toppen ser man White Dames, der er grå- og beigefarvede teepee’s og rent fryd for øjet.
På vejen nedad kommer man forbi den smukke, men også skrækindjagende Water Canyon Arch.
Man skal sætte en hel lang dag af til turen og have styr på ruten, der på ingen måde er skiltet. Se videoen der er lavet af af min guru Jerry Arizona, der går omtalte tur. Forvent ikke at møde andre mennesker.

South Coyote Buttes
Ganske tæt på Buckskin Gulch ligger både North- og South Coyote Buttes. Nord har The Wave og syd er en farverig palette af pastelfarvede klippeformationer i finurlige fremtrædelsesformer. Trailhead ligger på gps. 36,923226,-112,018426 og hvis man skal tale om et minus er det, at det tager 2 timers kørsel fra Page eller Kanab. Vejen dertil er desuden særdeles sandet og kræver en firhjulstrækker. Forinden skal man desuden vinde et lotteri, der kun giver 20 personer adgang til området for at beskytte det.

Vel fremme ligger herlighederne tæt på parkeringspladsen, men de fleste gå den ca. 6 km lange trail, der går forbi formationer som Wired Rock, Half & Half og områders talrige Teepee’s. Disse og områdets sarte pastelfarvede formationer vil jeg virkelig gerne se.
Nu man er i området vælger mange desuden at se naboområdet Cottonwood Cove. Begge områder er ikke markeret hvorfor det er godt at have en vandre app. Ruterne er ikke så lange, men man må påregne en del sand.

Wahweap Hoodoos
Området der også kaldes for "The Valley of the White Ghost" består af usædvanlige høje hvide hoodoos. De står i et øde område fordelt på 3 grupper og har på grund af afstanden kun få besøgende. På min tur i 2025 var Wahweap sat på ruten og det var min plan at nå de flotte hoodoos på en anden måde end de fleste, for den 16,6 km t/r lange rute i flodlejet var i min verden en no go. Jeg havde imidlertid fået et nys om, at der fandtes en langt lettere vej og det var den jeg ville af prøve. Desværre var Cottonwood Canyon Road lukket på grund af regnskyl, så turen blev ikke til noget, men nu får du changen.
Fra Hwy. 89 mellem Kanab og Page kører man fra af Cottonwood Canyon Road. Fra denne kører man af grus og sandede veje til man kommer til en indhegning. Følg denne ned til gps. 36,923226, -112,018426. Herfra går man ca. en kilometer til gps. 37°09'45.5"N 111°42'47.2"W, hvor man finder en velegnet nedgang til de flotte hoodoos. Man kan også gå den 16,7 kmlange vej derud, hvor man parkerer på gps. 37°06'43.3"N 111°41’20.2”W.
De “hvide spøgelser” ses bedst om morgenen, hvor der ikke er modlys. Der er tale om 3 områder, hvoraf det første (fra min genvej) man kommer til er det flotteste. De næste områder ligger ca. 2-300 meter derfra.

The Subway (Left Fork)
Dette magiske sted ligger tæt ved Zion National Park og er da også en del af nationalparken. Turen fra bunden er på 12 km t/r med 385 højdemeter og skal opfattes som en særdeles krævende trail. Mange bruger 6-8 timer på turen, der ikke har megen skygge. Creeken skal forceres mange gange og man skal forbi/over mange store klipper. Forvent at blive våd inden du når op til, hvad jeg opfatter som værende USAs flotteste slot canyon.

De fleste tager turen fra bunden og retur, men har man udstyret og evnerne kan man tage den fra top til bund.

Den sidste betyder rapelling på op til 10 meter, samt at man er klar på at svømme, klatre og udfordre sit mod. Se denne side hvis du påtænker denne tur.

The Subway kræver at man vinder et lotteri med kun få vindere. Man kan søge måneder i forevejen, eller deltage to dage før.
Det daglige lotteri giver kun adgang for i alt 12 personer.

Wheeler Geological Area
Wheeler er et enestående naturfænomen i Rocky Mountains (i 3500 m højde) og der findes da heller ikke noget andet sted der ligner det. Da man opdagede området i 1908, blev det straks gjort til nationalt monument, og man gjorde sig klar til masseturisme. Der var bare ét problem: Der kom ingen. Wheelers status blev derfor nedgraderet til Wheeler Geological Area, og i dag kommer der dagligt en håndfuld, i højsæsonen vel at mærke. Grunden er den manglende tilgængelighed, for kun få turister vil vandre 28 km og over 1000 højdemeter t/r for at se naturfænomener. De fleste bruger omkring 10 timer på turen. Man kan leje en ATV og køre det meste af vejen ca 45 km t/r fra trailhead, men forvent ikke nogen søndagsudflugt, for der ligger ofte væltede træer på ruten.


Havasupai Falls
Dybt nede i Grand Canyon, i et område kun få får mulighed for at besøge, ligger Havasupai indianernes reservat. Man kalder dem også “Det blå-grønne folk”, med en klar henvisning til vandfaldenes farve, der fortryller enhver. Fra Coloradofloden udspringer den noget mindre Havasupai Creek og den danner på sin vej de flotteste vandfald, der tilsammen udgør Havasupai Falls.
Indianerne kræver en adgangsreservation til området og den er både dyr og svær at få fingre i. Vejen derned foregår i helikopter, på hesteryg eller til fods. De fleste tager helikopteren.
Stammen har i dag kun 730 medlemmer. Halvdelen af dem taler kun deres eget sprog, mens resten, heraf mange unge, taler en blanding af engelsk og havasupai.

Indianerne bor i The Village, der rummer en lodge, købmand, turistkontor, posthus, skole, kirke, restaurant, helikopter plads, landbrug og stammens 136 egne boliger.
De besøgende turister bor især på campingpladsen, hvor man er tæt på de vilde vandfald. Området har kun få faciliteter. Vil man besøge området skal man sætte sig grundigt ind i de mange regler der er forbundet med dette specielle sted. Selve bookingen foregår den 1. februar og på denne dag sælges de fleste af årets billetter. Nåede man ikke at få billet, så check om de har aflysninger

-kopi.jpg)






Kommentarer