top of page

10 fede dirtroads i USA alle bør prøve

Forfatters billede: Michael Bo ChristensenMichael Bo Christensen
Cathedral Valley starter med at køre ud i Fremont River
Cathedral Valley starter med at køre ud i Fremont River

Jeg kører ofte væk fra hovedvejen og ud på støvede dirtroads i erkendelse af, at her venter der ofte de fedeste naturoplevelser. Har man mod på dette, venter der som regel en særlig oplevelse og ultra lav turisme. Ens for listen er, at selve ruten skal være en scenic drive, altså en særlig flot rute. Ingen af ruterne bør køres i vådt vejr, eller af mobilehomes.

De nævnte ruter er veje der er vedligeholdte af myndighederne. Bemærk, at flere udlejningsfirmaer forbyder kørsel på dirtroads, mens andre skelner mellem off road og vedligeholdte veje. Lej alternativt en Jeep til formålet. På nogle af ruterne, kontakter jeg altid det lokale visitor-center, og spørger ind til de aktuelle vejforhold inden jeg kører den. Jeg har indekseret listen, efter sværhedsgrad (let til svær), men en normal rutineret bilist kan køre dem alle. Vil man vide mere om de enkelte destinationer/ruter, så klik på de highlightede links!   


Hole in the rock road i Utah Gps. 37°43'39.2"N 111°31'53.4"W

Tag en nem afstikker fra Utahs Hwy. 12, som jeg opfatter værende USAs flotteste, og kør den sandede Hole in the rock road. I 1879 tog en gruppe mormoner, ledet af danske Jens Nielsen fra Lolland denne vej og de sprængte hul i klipperne, så de kunne komme ned til Lake Powell. Heraf navnet. Langs vejen er der fx adgang til spændende steder som Devils Garden, Peek-a-boo, Spooky og Dry Fork slot canyons. Kræver ingen forberedelse og kan køres med 60-70 km/t, i en almindelig bil.

Devils Garden ligger ved Hole in The Rock Road
Devils Garden ligger ved Hole in The Rock Road

Valley of The Gods i Utah Gps. 37°14'05.7"N 109°48’51.6"W (øst indgang)

I flere år kørte jeg blot forbi indgangen til gudernes dal uden at udforske den og det fortrød jeg hurtigt, da jeg endelig fik skovlen under den. Området nydes af de fleste fra bilen, kun afbrudt af fotostop fra de talrige udsigtspunkter på den 26 km sandede vej. Den første tredjedel af vejen (fra øst mod vest) er det flotteste og her passerer man klippeformationer med navne som Seven Sailors Butte, Castle Butte, Sitting Hen Butte og Lady in the Bathtub. Turen rundt om Castle Butte, anses for den flotteste, så giv dig god tid her. Selv brugte jeg en time på turen, plus foto stop. Kræver ingen forberedelse og kan køres i en almindelig bil. Se min video fra turen.

Valley of The Gods
Valley of The Gods

Old Paria i Utah Gps. 37°11'07.9"N 111°59'44.8"W

Den sandede vej fra Hwy. 89 mellem Kanab og Page og de 9 km ned til Old Paria er hurtigt klaret og er et absolut must see. Desværre er området ikke almindeligt kendt, så de fleste misser den. Ruten ender i området der også kaldes baconbjergene og når du ser dem, forstår du hvorfor de kaldes det. Gå gerne lidt på opdagelse i bunden af dalen, der også byder på flotte hoodoos. Kræver ingen forberedelse og kan køres i en almindelig bil. Kør den kun i tørt vejr. Kører man mellem Antilope/Grand Canyon og Bryce/Zion, kører man næsten lige forbi.

På vej ned i Old Paria der også kaldes for baconbjergene
På vej ned i Old Paria der også kaldes for baconbjergene

Valley Drive, Monument Valley i Arizona Gps. 36°59'06.7"N 110°06'48.2"W

Mange danskere har kørt den betagende og 17 mil lange Valley Drive gennem Monument Valley, der er en del af navajo-indianernes reservat. Her passerer man de kendte klippeformationer, kaldes buttes, der om noget er det nationale monuments signatur. Indianerne sælger håndværk, eller guider turister rundt i bil, eller til hest og her kommer man tillige til steder der er hellige for navajo. Jeg anbefaler gerne begge dele. Parken er kendt fra talrige westernfilm og tv-reklamer.

Kræver ingen forberedelse og kan køres i en almindelig bil.

Valley Drive I Monument Valley I navajo-reservatet
Valley Drive I Monument Valley I navajo-reservatet

Moki Dugway i Utah Gps. 37°16'21.1"N 109°56'29.1"W

Klods op af ovennævnte Valley of The Gods vestlige udgang finder man vejen med det pudsige navn. Det er dog først når man er helt fremme ved den mægtige klippevæg, at man kan se hårnålesvingene. Moki Dugway, der har en faldhøjde på hele 10 %, blev dannet i 1950 for at man kunne fragte malm ned fra Happy Jack minen. Det meste af ruten har ingen autoværn og nogle steder er der ikke plads til to biler. Udsigten fra vejen bliver bedre og bedre, jo højere man kommer op, og her bør man stoppe op og nyde landskabet under en. Læg fx mærke til klippen Mexican Hat, Valley of The Gods, samt Monument Valley i det fjerne. Moki Dugway er på listen over USAs farligste veje, men det nævner jeg kun for dramaets skyld, da jeg opfatter den som sjov og aldeles ufarlig. Kræver ingen forberedelse og kan køres i en almindelig bil.

Sjove Moki Dugway
Sjove Moki Dugway

Gammelt diligencespor ender ved indianerruin

Apache Trail i Arizona. Gps. 33°27'20.6"N 111°29’27.7"W (start fra vest)

Med stednavnet Apache Trail er vi naturligvis i indianerland, og ruten var oprindeligt et diligencespor, der løb gennem Superstition Mountains. Ruten er på 64 km, hvoraf de fleste er på grusvej. Man kører igennem et overdådigt og afvekslende stykke natur med broer, kaktus, dybe søer og et højdefald, der kan tage vejret fra de fleste. Officielt hedder Apache Trail State Route 88. Den smalle, snoede vej løber mellem Goldfield Ghost Town og Roosevelt Dam. Tæt ved dæmningen bør man gå op til Tonto National Monument, der er en flot indianer ruin. Ruten anbefales ikke til mobilehomes eller folk med tendens til højdesyge. Undervejs er der flere udsigtspunkter, hvor man bør stoppe op og nyde udsigten over kløfter, geologiske formationer, kaktus i massevis, ørken, flotte søer og vilde blomster i dele af sæsonen. Det tager 2 til 4 timer at køre hele turen, afhængig af hvor mange stop man laver. Kræver ingen forberedelse og kan køres i en almindelig bil. Se min video fra turen.

Apache Trail
Apache Trail

Burr Trail i Utah. Gps.37°34'32.3"N 110°42'43.3"W

Man kan tilkøre Burr Trail fra nord og syd og jeg syntes at den sydlige tilkørsel er den flotteste. Den nordlige starter fra Hwy. 24, 9 miles øst for Capitol Reef visitorcenter. Her kører man mod syd af S. Notom Rd. Den sydlige tilkørsel starter kort efter Bullfrog, der ligger ved Lake Powell. Kør kun Burr i tørt vejr!


Vejens kvalitet er meget blandet og man skal være opmærksom på dybe washes der ind imellem skaber større huller i vejen. Både nord- og sydruten ender ved Burr Trail Swiftchbacks, hvor man skal op ad 6 hårnålesving! Denne del af ruten kan sikkert opleves lige fra sjov til rædselsvækkende, men den er hurtigt overstået. Gør et stop på toppen og nyd udsigten ud over Water Pocket Fold, der også kaldes for en geologisk rynke. Det bliver ikke flottere! I det fjerne kan man se Henry Mountains, som navajo kalder for Dził Bizhi' Ádiní "bjerg, hvis navn mangler". 

Et af turens mest farverige viewpoints er på Gps 37°55'06.1"N 111°14'21.8"W. Der ligger kort før Long Canyon.

Burr Trail Swiftsbacks
Burr Trail Swiftsbacks

5,3 miles senere skal man holde øje med Singing Canyon på højre side. Den lille kløft bliver ofte brugt af lokale musikere, på grund af den særlige rumklang stedet har. Den ligger lige ved vejen, så gør gerne stop her. 20 miles efter swiftcbacks, går turen gennem Long Canyon. Den 6 miles lange tur bliver flottere og flottere og kulminerer i opkørslen, hvorfra man bør standse nogle gange for at tage fotos, af den maleriske snævre dal. Spørg visitor-centeret i Capitol Reef National Park om de aktuelle vejforhold. Jeg anbefaler at man kører ruten i en firhjulstrækker SUV. Tidsforbrug 5 timer.

Eventyrligt scenarie lige før Long Canyon
Eventyrligt scenarie lige før Long Canyon

Cottonwood Canyon Road I Utah. Gps. 37°31'49.9"N 112°02’57.7"W (fra nord)

Cottonwood Canyon Road ligger mellem Utahs Hwy. 12 og 89. Ruten er 75 km på dirtroads, dvs grusveje eller veje der er meget sand og lerholdige. Ved vådt vejr skal man derfor afholde sig fra køre køre turen. Cottonwood Canyon Road er en rute ad ukendte remote områder, med nærmest ingen turisme. Det giver en følelse af at være på eventyr og stilheden kan føles meget intens når man gør et stop.

Jeg mødte i alt 10 modkørende på Cottonwood Canyon Road
Jeg mødte i alt 10 modkørende på Cottonwood Canyon Road

På dagen startede jeg fra den nordlige ende ved Kodachrome Basin State Park. Vejret var sommerligt og vejen var tør, så min store Ford Explorer SUV klarede med lethed opgaven. Den første halve time blev jeg kun forstyret af en enkelt modkørende, inden jeg svingede ind til Grosvenor Arch. Den gullige klippe med sin store arch, er ikke et syn man ser hver dag. Archen går helt op i 50 meter og spændet på buen er på 28 m. Trods det øde sted, er her både en p-plads, wc og en cementsti, hen til archen.


Fortsæt til Cottonwood Narrows, der er et af turens højdepunkter. Stedets klippeområder er både forskelligartede og farverige og jeg gik ind i kløften, der har en nordlig og sydlig indgang. Den tur bør man inkludere. Herefter kører man gennem det ene vidunderlige scenarie efter det andet, inden man kommer til Yellow Rock der er ca 600x200 meter. Sæt gerne tid af til at gå derop. Farverne er flottest i den sydlige ende. Jeg anbefaler at man kører ruten i en firhjulstrækker SUV, eller lejer en Jeep i Kanab/Page. Turen tager det meste af en dag, hvis man også vil gå Yellow Rock og Cottonwood Narrows. Visitor-centeret i Cannonville giver info om aktuelle vejforhold: Tlf. 435-826-5640. Se min video fra dagen her.

Her kan man gå ind i The Narrows
Her kan man gå ind i The Narrows

I hælene på Thelma & Louise

Canyonlands Shaffer Road i Utah. Gps. 38°28'17.4"N 109°48’41.4"W (fra Canyonlands)

Forenklet sagt går denne vidunderlige tur fra Moab, til nationalparken Canyonlands af bagvejen. Har man stået oppe i Canyonlands og set ned i dybet, er det altså der nede at man skal køre. Ruten er generelt “nem” at køre, men man skal forvente et meget kuperet terræn, samt en finale på Shaffer, der har et fald/stigning på 500 m fordelt over halvanden km, hvilket er pænt meget. Vejen blev i sin tid lavet for at fragte uran ud af området, men jeg kan på ingen måde forestille mig, at her har kørt lastbiler.

Det er hernede man kører Shafer Trail i Canyonlands National Park
Det er hernede man kører Shafer Trail i Canyonlands National Park

Der er noget brutalt over området, hvor enorme klippestykker har overgivet sig til erosionen, revet sig løs og er trillet ned ad skråningerne, til noget bremsede dem. Kigger man op i klippernes farvede lag, kan man se, at flere stenskred er i vente. Jeg kører helt til kanten, med udsigt direkte ned i Coloradofloden, og gør talrige fotostop i det særprægede og øde landskab. Vi passerer stedet, hvor Thelma og Louise i filmen af samme navn kører ud over kanten og vælger døden frem for et liv i fængsel. Et smukt sted at dø, kan jeg tilføje. Jeg anbefaler at man lejer en Jeep til turen i Moab. Vær obs på, at en lejet Jeep skal afleveres nyvasket. Kør kun turen i tørt vejr.Se min video fra turen her.

Lidt finregn ødelagde ikke oplevelsen
Lidt finregn ødelagde ikke oplevelsen

Bonus info: Vil man gerne opleve områdets særpræg, men ikke er klar til Shafer Trail, så kør i stedet op til Hurrah Pass gps. 38°28'55.2"N 109°37’30.7”W, eller kør nogle kilometer t/r af strækningen på Union Crk gps. 38°43'26.8"N 109°21’20.2”W.


Det ultimative roadtrip i ødemarken

Cathedral Valley Loop i Utah. Gps. 38°16'28.8"N 111°05'22.8"W

Cathedral Valley er helt i sin egen klasse og på alle måder det ultimative dirtroad ad scenic drives. Turen tager 10-12 timer og man skal være forberedt på at den 105 km lange rute er grusvej, stenede passager, masser af washes, bjerg- og flodkørsel, for nu at nævne det sjoveste til sidst.

Området ligger tæt på Capitol Reef National Park og et par steder går ruten også ind i parken. Man må dog ikke forvente hverken parkrangers eller anden logistik, for turen er en dag i ødemarken. En Jeep er derfor helt nødvendig, og den kan man leje ved Thousand Lake RV Park, der ligger 20 km vest for Capitol Reef Visitorcenter. Ruten skal køres i urets retning, da man skal være sikker på, at man kan køre gennem floden. På min hjemmeside har jeg lavet en komplet guide til turen, der kræver en del forberedelse. Se min video fra dagen her!


Cathedral Valley er en dag I ødemarken
Cathedral Valley er en dag I ødemarken

Loopet er groft sagt formet som et langtrukket U, hvor man på den vestlige side kører på Hartnet Road og på østsiden ad Cathedral Road. Lang ruten er der flere afstikkere, som man bestemt bør opleve. Allerede på de første par miles får man en forsmag på hvad der venter, for her går det opad stenede bjergveje, hvor man både skal holde tungen lige i munden, samt holde øje med store sten på vejen. Herefter flader vejen ud og bliver mere sandet og her kan man køre lidt stærkere, omend man skal holde øje med dybe washes (flodsenge). På dagen stødte vi på ca. 100 af disse. 

Denne lille bakke kan man ikke køre hvis den er våd
Denne lille bakke kan man ikke køre hvis den er våd
Bentonite Hills
Bentonite Hills

Ruten inkluderer blandt andet det farverige Bentonite Hills, der er dannet af ler og vulkanaske, Lower- og Upper South Dessert Overlook, Jailhouse Rock, Temple of The Sun og Temple of The Moon, der er områdets signatur. Er det blot sidstnævnte man vil opleve, kan man i en firhjulstrækker SUV kørte hertil på en time. 


Jailhouse Rock
Jailhouse Rock
Jeg trives godt på støvede veje
Jeg trives godt på støvede veje

Har du brug for hjælp til en dirtroad oplevelse, så skriv til mig:kontakt@drivingusa.dk


Comments


USA guide Michael Bo Christensen

Michael Bo Christensen, USA ekspert, guide og forfatter

til "Det vilde USA" og "USA - Nationalparkernes Land". 

Speciale: Nationalparker, naturområder, indianereservater og roadtripruter.

Mail: kontakt@drivingusa.dk. Mob. +4561309148.

Gratis råd og inspiration til din amerikanske roadtrip. 

3D_bog_lav-opløsning.jpg
3D-e-bog-kopi 3.jpeg
Det vilde USA_skaleret-kopi.jpeg
bottom of page