top of page

Rundt om
Grand Canyon 

Rute rundt om Grand Canyon.

Anthony Bourdain

Facts:

20 dage

3050 km i almindelig bil. 

** Steder hvor mobilhome ikke er velegnet.

Nevada, Arizona og Utah

Antal km pr. dag (19 dage): 160 km

Starter og slutter i Las Vegas

Ruten er bedst forår eller efterår på grund af varmen. 

 

Klik på PDF, så popper dagsplanen op.

De vildeste nationalparker og naturområder

Ruten rundt om Grand Canyon indeholder nogle af det sydlige USAs smukkeste steder. Her vil man opleve en overflod af de vildeste naturfænomener, nationalparker og naturområder. Flere af stederne ligger sågar i indianske reservater. Selv om Grand Canyon er imponerende, er det slet ikke sikkert at den kommer i Top 3, når du efter turen skal evaluere destinationerne. 

Man kan naturligvis vælge til og fra i den vedlagte (PDF) plan som man ønsker. Destinationerne kan tillige kobles sammen med andre ruteforslag fra min hjemmeside, samt fra de ruter min første bog “Det vilde USA” er bygget op om.

 

Dagsplanen for “Rundt om Grand Canyon” indeholder en super detaljeret turplan med køretid, antal km, gps koordinat, byer hvor du bør bo og hvad man kan opleve. 

Er brugen af Gps koordinater ny for dig, så fortvivl ikke. Prøv at kopiere gps koordinatet ind i GoogleMaps. Wupti… nu kan du se hvor du skal hen. Når du starter en ny dag på din rejse, taster du blot gps koordinatet ind i bilens Gps og trykker kør! Mine koordinater fører dig direkte til trailhead eller indgangen til parken.

Nedenstående er ruten i overskrifter. De fremhævede links giver dig et grundigt indblik i de enkelte destinationer, så klik bare løs.

 

Ruten dag for dag

Kun en times kørsel fra Las Vegas skal man bestemt opleve Valley of Fire, en statspark der byder på talrige naturfænomener og et væld af farver. Gå gerne den 5,1 km lange Fire Wave, White Domes og Seven Wonders Loop, der viser parken bedste sider.

 

Kun de færreste kender til Yant Flats fortræffeligheder. Efter en halv time på grusveje, når man op i det specielle område, hvis klipperne også kaldes for “candy-cliff, slikbjergene. Gå på opdagelse og se hvorfor at jeg har lagt Yant Flat ind i denne ruteplan. Lidt nord herfor, bør man unde sig selv at gå op til Kanarra Falls. Følg den lille creek, som du vil skulle passere 12 gange inden du går direkte ud i den og ind i den smalle slot canyon. Her fortsætter man frem til vandfaldet og går videre til det næste fald, inden man vender om. 

 

I planen har jeg sat to dage af til Zion National Park. En dag til at gå The Narrows, hvor man det meste af tiden går i selve floden. Hvor vildt! Jo længere du går, jo flottere. Sæt også tid af til at opleve den østlige del af Zion, hvor der er langt færre turister. Gå fx. Canyon Overlook Trail eller en af de umarkerede trails. Nyd køreturen øst ud af parken, for den er i absolut særklasse.

 

Bryce Canyon National Park er en park med tusinder af orange hoodoos klipper uden cap. De kan opleves fra kanten, men man bør se dem tæt på fx. ad Queens Garden Trail og videre på Navajo trail. Turen tager et par timer. På min næste tur til området skal jeg opleve den på hesteryg. Turen koster 110$ og varer 3 timer. 

 

Highway 12 er en rute i ruten

Utahs Highway 12 kandiderer til USAs flotteste vej, hvis man spørger mig. Vejen tager dig med gennem masser af små dale og bjergområder med flotte farveskift og med talrige naturfænomener. Vælg mellem de tre steder jeg foreslå. 1. Willis Creek er en let og flot familie slot canyon, der ligger lidt væk fra Hwy. 12. 2. Lower Calf Creek Falls ligger lige på vejen, men man skal påregne en gåtur på tre timer t/r for at se det flotte fald. 3. Peek-a-Boo, Spoky og Dry Fork er tre sammenhængende slot canons. For at nå disse skal man køre knap to timer t/r på grusvej. Ud over de nævnte steder skal man sætte tid af til talrige foto stops langs Hwy. 12. 

 

Capitol Reef National Park er en knap så kendt nationalpark, men det gør den bestemt ikke ringere. Her skal man køre gennem parkens “hovedvej” og nyde de unikke farver der kendetegner stedet. Kører man til parkens ende i Pioneer Register, vil man se tårnhøje klippevægge, der nok skal imponere enhver. Parken har flere gode trails fx. Cassidy Arch Trail, Grand Wash og Hickman Bridge. 

 

Fortsæt gennem det smukke område ad Hwy. 24 og nyd synet af enorme Factory Butte der ikke er til at overse. Efter Hanksville ligner naturen noget man forbinder med Mars og kort efter venter der en særlig oplevelse i Goblin Valley State Park, hvor tusindvis af hoodoos står tæt samlet. Her bør man gå på opdagelse inden man kører til den nærtliggende Little Wild Horse slot canyon. Prøv gerne kræfter med denne lette slot, men vend om efter en times tid, for ellers må man påregne en tur på 12 km, når trailen fletter sammen med Bell Canyon.  

Moab er centrum for naturfænomener

Efter en times kørsel når man byen Moab, der er gateway til talrige parker og naturoplevelser. Start med en hel dag i Arches National Park og sørg for at ankomme tidligt, for på denne dag skal du opleve en masse. Bemærk at man skal have pladsreservation til parken. Har man kun en enkelt dag bør man se Grand Avenue, Windows Sektion, Delicate Arch (3 timer) og Landscape Arch. 

 

Næste dag står den på Canyonlands National Park og Dead Horse State Park. Begge parker ligger højt og oplevelserne er især de flotte udsigter, der udspilles under én, herunder Coloradofloden der bugter sig mellem de store canyons.

 

Området omkring Moab har masser af store arches. På denne dag kan man vælge mellem Corona Arch, der er området største arch, eller man gå til Grandstaf Canyon hvor Morning Glory Arch og stedets historie er det store trækplaster. 

 

Næste dag er en god blanding af oplevelser. Første stop er Natural Bridges National Monument, hvor man bør gå ned i bunden af området og se de naturlige broer. Parken er opbygget som et loop, hvorfra man ser de flotte broer. Herefter videre over Moki Dugway, som jeg selv gerne kører. OBS. Ikke for mobilehomes. Lad dig ikke afskrække af, at den er på listen over de 100 mest farlige veje i USA, for den er ganske sjov og udsigten virkelig god. Vel nede er der ikke langt til Gooseneck State Park, der mest af alt er et minimalistisk udsigtssted og det er netop dette der gør den så seværdig. Kort efter kommer Mexican Hat til syne. Kør tæt på den og glæd dig over den, for en skønne dag er den borte.

 

Hos indianerne

Tæt på Monument Valley stopper de fleste på Forest Gump Point (Run Forest, run…) hvor han i filmen stopper med at løbe tværs over USA. Dalen er en del af navajo-indianernes reservat. Book gerne en tur med dem, hvor de viser deres hellige sider frem og fortæller om deres kultur. Det er en god oplevelse og den bliver ikke dårligere af, at man tager den til hest sammen med dem. Hermed anbefalet. Uanset hvad bør man køre den 17 mil lange Valley Drive, der inkluderer 11 steder på ruten som noget særligt. Den kan ikke køres i mobilehome. Vil man bruge penge på en særlig overnatning, så vælg The View og oplev solopgangen fra balkonen.  

 

I Page er der talrige oplevelser og i de senere år er Antelope Canyon blevet en publikumstræffer. Den findes i et Upper og Lower version. Jeg anbefaler Lower Antelope. Besøg også dæmningen der holder Lake Powell i skak. Uden for byen bør man se Horseshoe Bend og Coloradofloden der snor sig omkring den ikoniske klippe. Får man lyst til en sejltur med de blå både man ser fra toppen af, så book en tur ved River Adventures i Page. Turen tager 4 timer og slutter ved Lee’s Ferry, samme sted som hvor sejlturene gennem Grand Canyon starter. Man kan også køre dertil og her anbefaler jeg at man desuden går gennem Cathedral Wash ned til Coloradofloden. 

 

Næste dag forgår i hopi- og navajo. reservatet. Stop i Coalmine Canyon der er en af mine absolutte favoriter. Her får man brug for mit gps koordinat, for vejen dertil er en markvej. Kør ikke dertil i vådt vejr og ikke i mobilehomes! Forsæt turen til USAs (til tider) største vandfald Grand Falls. Her findes der ingen skilte eller andet der viser vej til faldet, men med mit koordinat er du i gode hænder. Når der er masser af regn- og smeltevand i faldet, bliver det chokoladebrunt og kaldes derfor også Chocolate Falls. Er man lidt dristig, kan man køre direkte igennem Little Colorado. Det var jeg!

 

Klipperne i Sedona er noget helt særlig. Her finder man dybrøde sandstoneformationer omkranset af grøn vegetation og de klør hinanden. Området kalder i den grad på vandreture og Sedona har de fedeste steder at vandre fx. til Devils Bridge 6.3 km, Soldier Pass 7,2 km, Birthing Cave 3,2 km og West Fork Oak Creek 10,2 km.

 

Den store Canyon

Grand Canyon South Rim er min rutes sidste naturoplevelse. Gå langs kanten og oplev den store kløft fra forskellige viewpoints. Gå derudover også et stykke ned, så du har Grand Canyon både over og under dig.  Dette kan du fx. gøre  ved at tage South Kaibab Trail ned til Ooh Aah Point. Den tur tager ca. 3 timer t/r. 

 

Sæt kryds i fluebenet ved Route 66, når du kører ind til turistbyerne Williams eller Seligman. Her er der 50ér stemning og masser af t-shirts at købe.

Ikke langt fra Las Vegas bør man tage en afstikker fra motorvejen og køre over Hoover Dam. Har man tid så bestil en tur ned i dæmningens inderste, hvor man kan se de store turbiner lave strøm. 

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.

 

Ruten er lavet af Michael Bo Christensen, USA-guide og forfatter til "Det Vilde USA - på roadtrip i nationalparkernes land". 

Solnedgang i Grand Canyon

Se ruten på kortet

Solnedgang i Grand Canyon.

Zion National Park set fra Canyon Overlook

Zion National Park i Utah.
Bryce Canyon Nationala Park i Utah.

Bryce Canyons orange hoodoos gør stor indtryk på alle.

Yant Flat i Utah tæt på St. George.

Yant Flat er et af turens mere ukendte steder.

Devils Garden på Hole in The Rock Road.

Devils Garden er en af Hwy. 12' s afstikkere.

Delicate Arch Arches National Park.

Delicate Arch er Arches National Parks signatur. 

Monument Valley National Monument og navajo reservat.

Monument Valley tilhører navajo-indianerne.

Horseshoe Bend i Arizona.

Horseshoe Bend og Coloradofloden tiltrækker mange besøgende

Gran Falls kaldes også Chocolate Falls.

Grand Falls langt inde i navajo-reservatet er ukendt af de fleste.

Devils Bridge i Sedona.

I Sedona bør man opleve Devils Bridge.

Goblin Valley State Park i Utah.

Statsparken Goblin Valley har tusinder af hoodoos

Lower Antelope Canyon er min favorit.

bottom of page